- Et rimeligt overflødighedshorn

Halveret festkomité er klar med årets program for Folkefesten i Terndrup

Årets Folkefest i Terndrup vil atter i år byde på blandt andet bilboksning. ARKIVFOTO: HENRIK BO

Årets Folkefest i Terndrup vil atter i år byde på blandt andet bilboksning. ARKIVFOTO: HENRIK BO

TERNDRUP:Hvorfor finde på noget nyt igen, når den forholdsvis nye tradition fungerer? Det spørgsmål har folkefestkomiteen i Terndrup overvejet også i år. - Men bilboksningen er populær, og i år har vi faktisk to nye kørere med, Lars Bengtsen og Lars Møller, mekaniker hos Anton ”Perlegrus”, siger John Jellesen med henvisning til den hidtil så suveræne vinder af den spektakulære bilboksning blandt byens mekanikere. John Jellesen indrømmer, at han i år føler sig ekstra hårdt spændt for i folkefestkomiteen. Den er nemlig halveret til kun tre medlemmer, og de to andre er ganske unge, Rico Jacobsen, 20 år og med for andet år, og Morten Andersen, 19 år og med for første gang. De andre tidligere komitémedlemmer er midlertidigt undskyldt især på grund af familieforøgelser. - Det har været lidt hårdt, siger John Jellesen, som dog ikke har noget at være flov over i årets program: - Vi synes, vi kan præsentere et rimeligt overflødighedshorn, siger han om Terndrups byfest, som traditionen tro finder sted i pinsen, i år fra fredag aften 2. juni til søndag 4. juni. Bilboksning trækplaster Bilboksningen er igen det store trækplaster om lørdagen. - Og det fylder så meget, så vi i år ikke vil presse meget mere ind i lørdagsprogrammet. Om aftenen kan vi byde på festivitas i teltet med Montana Band, som skulle være noget af det bedste musik, man kan få, siger John Jellesen. Lørdag aften udnævnes også årets Terndrupborger. Folkefesten begynder fredag aften, hvor man i år allerede fra kl. 20 kan få underholdning i teltet med ”Den skaldede pædagog og pedellen”, som også synger for ved den officielle åbning, hvor det i år er Per Harder Højbjerg, der vil holde åbningstalen før festfyrværkeriet. Søndag er der traditionen tro optog, hvor komiteen på opfordring har sørget for harmonikamusik i form af duoen Kristian Rusbjerg og Majken Pedersen. Om eftermiddagen bliver der også en Peter Pan-optræden med børnene, og Kurt Baun laver tryllekunster for børn. Om aftenen er der som tidligere år gratis sild og leverpostej, og så underholder Good Time Charlie Band i teltet. Diskotek for unge Søndagens diskotek for de unge i hallen byder også på en satsning i form af live musik med Peter og De Andre Kopier. - Vi har selvfølgelig stadig vores kæmpediskotek, men bandet her er ligesom at høre Gasolin, og vi håber, at det kan trække et lidt ældre publikum på 25-30 år, siger John Jellesen. De lidt yngre på 8-14 år får selvfølgelig også en fest, som de plejer, nemlig fredag aften i ungdomsklubbens lokaler under hallen. Og små og store børn får også lov at hoppe løs, som de plejer, under hele Folkefesten i et udvalg af hoppeborge, som man køber partoutkort til. John Jellesen gør opmærksom på, at varmen i teltfesterne i år skulle være ekstra sikret: - I år har vi lejet oliefyr og sørget for varmeslanger. Selv om vi sidste år havde elvarmere og gaskanoner, var det stadig lidt småkoldt. Og så er der mange, der ikke kan tåle de der gaskanoner, siger John Jellesen.