Et salg med blødende hjerte

- Naturligvis er det med et blødende AaB-hjerte, at jeg er med til at sende Michael Silberbauer til en konkurrent som FC København.

- Og havde vi haft en masse valg, så ville et salg til udlandet også have stået øverst på listen. Men der var ganske enkelt ikke andre seriøse klubber, som bød ind på ham, så derfor var sagen sådan set klar. - Og FCK's penge er jo lige så gode som andre penge, siger AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen om salget af klubbens "guldæg", 22-årige Michael Silberbauer. Men Lynge Jacobsen slår i næste sætning fast: - Vi indleder foråret med en stærkere trup end den, vi sluttede efteråret med. Han indikerer dermed, at AaB allerede er i gang med at se sig om efter forstærkninger, og at der vil være en eller flere nye AaB-spillere på banen straks efter nytår. Det har været AaB-ledelsen magtpåliggende at få vendt flere års driftsunderskud til et plus på bundlinjen. I år har det været indikeret, at man var på vej mod et underskud i størrelsen ni millioner kr. Om salget af Michael Silberbauer kan lukke det hul, får man intet svar på, når man spørger i AaB, men alt tyder på, at det om ikke andet er tæt på. Silberbauer er ikke solgt for under syv millioner kr. og kan meget vel være afsat for op mod de ni. - Jeg ved godt, at vore tilhængere måske vil have svært ved at forstå, at vi afhænder et af vore trumfkort til en konkurrent som FCK, når vi nu arbejder på at blive bedre end dem. Men det her er også forretning, og i situationen har det været det rigtige at gøre, siger Lynge Jacobsen. En god handel Også koncerndirektør i AaB, Tom Matthiesen, vægter det økonomiske højst i den konkrete sag: - Vi er nødt til at være troværdige over for de mennesker, som støtter os. Når man lover sorte tal i regnskaberne, nytter det ikke noget at komme ud med et minus på x-antal millioner. Vi har gjort en god handel. Og jeg vil fastholde, at kurven de kommende år viser pil op, siger Tom Matthiesen. - Det er ikke sådan, at vi har været tvunget til at sælge Michael Silberbauer. Men det er vores pligt at handle, når vi får et godt tilbud. - AaB er en virksomhed, der skal være troværdig, og salget betyder, at vi får et acceptabelt resultat i 2003. Det er et godt signal over for aktionærer og sponsorer. Jeg tror på, at vejen til sportslig succes går over en stabil økonomi. Ellers ryger man ud i lappeløsninger hvert år. Tom Matthiesen erkender, at det ikke er en populær beslutning at sælge en profil som Michael Silberbauer. - Men jeg kan berolige folk, der holder med AaB, at vi nok skal være der, når foråret begynder. Ja - vi har tænkt os at forstærke truppen markant, fastslår også klubbens koncerndirektør. mingo