Et samarbejde at redde liv

Udenlandsk delegation fik en demonstration af nordjysk redningsarbejde, hvor Flyvevåbnet, Aalborg Sygehus og Falck hjalp hinanden

Henrik Strømgaard og Claus Søndberg
Redningsdemonstrationen imponerede de udenlandske gæster - nogle af dem råder ikke selv over en redningshelikopter.
Redningsvæsen 1. februar 2012 15:00

Mange fik sig en stor oplevelse, da de tirsdag ved middagstid blev vidner til en redningsaktion på Limfjorden. Det var heldigvis kun en øvelse. Aktionens formål var at demonstrere det beredskab, der træder i kraft, når en eller flere personer kommer ud for en ulykke og i dette tilfælde en kæntring. En dukke skulle forestille at være en person, der var blevet stærkt nedkølet af det iskolde vand. Dukken blev hejst op i en redningshelikopter, og alt imens stod en gruppe udlændinge på land og fulgte interesserede med. Unikt samarbejde De kommer fra flere forskellige lande og er i denne uge på besøg i det nordjyske for blandt andet at blive inspireret til, hvordan de kan forbedre deres egen redningstjeneste. - Vi kan lære dem, hvordan vi organiserer os med både det militære system, regioner og det private. Det er jo helt unikt, at vi kan benytte et privat firma som Falck, fortæller overlæge Benedict Kjærgaard. Han er fra hjerte- og lungekirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus, tidligere helikopterlæge og nu lægefaglig leder for dem. - Noget af det, vi er gode til i forhold til lande, der er knap så udviklede som os, er at organisere os. Når der meldes om en ulykke, træder mange ting i kraft, der virker helt naturligt for os. Der kommer en ambulance, sygehuset er klar til at tage imod patienten, og ved havsnød kommer helikopter og båd. Det hele arbejder sammen, og det er ikke nogen selvfølge i nogle af de lande, vi har besøg af, siger Benedict Kjærgaard. Holde liv i forulykkede Han demonstrerede en hjerte- og lungemaskine, der er udviklet til brug ved redningsaktioner og gjort så mobil som overhovedet muligt. - Med hjerte- og lungemaskinen kan vi overtage personens cirkulation og vejrtrækning, hvilket for eksempel kan bruges på druknede og svært afkølede personer. Så har vi en chance for midlertidigt at holde liv i personen. Det kan være en person, der er så langt ude, at vedkommende ligner en død uden at være det, siger Benedict Kjærgaard. Maskinen blev tirsdag demonstreret på en bedøvet gris, da grisens anatomi har meget til fælles med den menneskelige. Benedict Kjærgaard har dog også brugt maskinen, når det har været alvor - blandt andet, da en efterskoleklasse kæntrede ved Præstø. Var død - går nu på gymnasiet - Der behandlede jeg en af eleverne, en 17-årig dreng, der var blevet antaget for at være død. Jeg var så sammen med ham for en uge siden. Han er 18 år nu, går på gymnasiet og har næsten ingen mén i dag, fortæller den erfarne overlæge - med et lille smil i mundvigen. Med ved demonstrationen i Aalborg var generalmajor Kurt Mosgaard, der er chef for afdelingen for internationalt sikkerhedssamarbejde under Forsvarskommandoen. Han var imponeret over det, han så: - Nordjyderne er drøngode til at arbejde sammen på tværs af formelle grænser. Man har været i stand til at få procedurer og maskiner samkørt, så patienten har størst mulig chance for at overleve. Det ser rigtig godt ud, og det imponerer vores gæster, siger Kurt Mosgaard. Han håber, at gæsterne bliver inspireret til at lave et lignende samarbejde. Det kunne også være på tværs af landegrænser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...