Et sammensat menneske

Christian Kampmann var en af de mest populære forfattere i sin tid. Bøgerne om Gregersen-sagaen, der nu kommer som film, blev revet ned af hylderne. Her kunne vi læse om alt det, vi gik og baksede med. Men pludselig en dag, var han væk. Myrdet. En vedkomm

"Jeg har gjort noget forfærdeligt. Jeg har gjort noget forfærdeligt." Det er n 12. september 1988. Klokken er 19.30. Politiet har netop anholdt en blodindsmurt Jens Michael Schau på en øde strand ved Horneks Odde på Læsø. I sommerhuset Vibehuset, smukt beliggende i klitterne på Læsø, ligger forfatteren Christian Kampmann på stuegulvet. Død. "Jeg lagde min arm om halsen på Christian, som i et kvælertag. Vi væltede om på gulvet. Jeg sad overskrævs på ham og begyndte at slå ham med knyttede næver. Christian råbte: Lad vær' - og prøvede at holde mig væk, men det lykkedes ikke. Jeg er stærkere end ham." Sådan lød drabsmandens forklaring i et grundlovsforhør. Retsreferatet uddyber hændelsen: "Først gav han Chr. Kampmann 10-12 knytnæveslag i ansigtet, hvorefter han greb en 850 gram tung granitsten og hamrede den en halv snes gange i hovedet på ham. Til sidst tog han en glasskål og knuste den mod den nu bevidstløse Kampmanns ansigt." Selv husker jeg det, som var det i går. Jeg kan endnu mærket suget, der gik gennem kroppen, da Radioavisen meddelte, at Christian Kampmann var død. Dræbt. 49 år gammel. Jeg kendte ham ikke personligt - og dog. Jeg kendte hans bøger, der stod på reolen, og de var meget personlige. Gravet ud af hans eget liv. Han kunne sætte fingeren på vores kollektive puls. Så fint berettede han om, hvordan vi spiller spil og vikler os ind i det ene selvbedrag efter det andet. Hvor svært det er at være sig selv. Bøgerne var mine venner. Samtalepartnere. Stemmer, der talte direkte ind i det liv, mange af os levede. De tanker, vi tænkte. Så meget var under forvandling dengang i 1970'erne. Hjernen kværnede. Vi ville leve på nye måder. Og i Christian Kampmanns bøger - især de fire bind i Gregersen-sagaen: "Visse Hensyn", "Faste Forhold", "Rene Linier" og "Andre Måder" - kunne man få spejlet sit liv - ukunstlet. Som forfatteren Leif Panduro holdt os til skærmen med sine tv-spil, holdt Christian Kampmann os til bogen. Og nu var han død. Jeg bor et nyt sted, har fået nye reoler. Der er sket meget i det personlige liv, men bøgerne har jeg bragt med mig. De står på tredje hylde helt ude til højre. Når jeg ser på dem, slidte og falmede, som de står, kan jeg godt savne den tid. 1970'erne. Uskøn var den på mange måder. Marxismen, som jeg mødte på universitetet, tørretumblede glæden ud af mange øjne, men der var nu også noget skønt ved tiden. Opbruddene. Det ukonventionelle. Drømmene. Ikke mindst drømmene og håbene om at få bakset et liv sammen, hvor vi levede på andre måder. Det kan jeg godt savne i dag. Hvordan mon Christian Kampmann ville have haft det, hvis han havde levet? Hvordan ville han have beskrevet vores tid? Det ville jeg gerne have oplevet. Men det blev der sat en stopper for den aften i Vibehuset i klitplantagen på Læsø. Pyskologen og forfatteren Jens Michael Schau har afsonet sin dom. I 1997 blev han fri - så fri man nu kan blive, når man har taget et andet menneskes liv. Om det sagde han til mig, da jeg i forbindelse hans roman "Lille Prins", der udkom i 1994, interviewede ham: "Skylden skal man bære på resten af livet. Den kan ikke betales tilbage." Han sad i en grandios stue med højt til loftet. Masser af plader, bøger og store grønne planter i lerkummer. Dette havde været parrets fælles hjem. Drabsmanden og den dræbtes. Schau havde fået en behandlingsdom og afsonede på et psykiatrisk hospital. Han havde udgangstilladelse tre timer om dagen. Vi sank ned i de dybe sofaer, og hans stemme med kraftig bornholmsk accent gik i slinger, da han kiggede sig omkring og sagde: "Her har vi haft mange gode år, og jeg har kun gode minder herfra." Familie og venner havde sørget for, at han kunne beholde lejligheden, mens han afsonede. I romanen "Lille Prins" skildrer Schau drengen Morten, der vokser op i et trygt og kærligt lægehjem på Bornholm. Han er homoseksuel og opsøger bøssemiljøer rundt om i verden. Han får oplevelser, men ingen kærlighed. Det savner han, og endelig møder han et menneske, der kan udfylde tomrummet. De lever sammen i mange år, men en aften mister Morten kontrollen og i jalousi og desperation over utroskab, dræber han sin kæreste. En desperation, der ikke bliver mindre af den lurende AIDS-risiko. Schau skriver tæt på sit liv - som Kampmann også gjorde. Forleden var der premiere i landets biografer på langfilmen "Familien Gregersen", der er bygget over Christian Kampmanns fire romaner om en højborgerlig families storhed og fald fra midten af 50'erne og frem til 70'erne. Romanerne udkom i perioden 1973-75 og blev en kæmpe succes med mere end en halv million solgte eksemplarer. Christian Kampmann var en af de mest populære forfattere i sin tid. Gyldendal har i anledning af filmen udsendt en paperback-udgave af firebinds-sagaen. Nye læsere kan begynde her. Man sætter af på Strandvejen nord for København i det højere borgerskab hos familien Gregersen - far, mor og fem børn. Og så går det ellers derud af i de fire bind gennem livskriser, ungdoms- og kvindeoprør. Faste forhold bliver løse, rene linjer bliver urene. Der kommer børnebørn til, og de forsøger at leve på andre måder. Vi er med i tre generationer. Det er fiktionaliseret danmarkshistorie med masser af mundrette replikker og en ironi, der er mere kærlig end spidende. Ikke alle litteraturanmeldere havde det godt med Christian Kampmanns samtidsromaner. Nogle satte ham i bås med triviallitteraturen, og Statens Kunstfond fandt ham ikke værdig til at blive støttet. Andre fandt hans stil forfriskende og vedkommende. Christian Kampmann voksede op i det bedre borgerskab - i Rungsted nord for København. Som ung blev han journalistelev på den konservative Herning Avis. Han var smuk, talte lidt affekteret, spillede klaver og havde en ironisk distance til sin omverden. Folk, der arbejdede sammen med ham, beskriver han som en fremmed, eksotisk fugl. Han forlod da også sin elevplads i Herning for at arbejde for Abbe Pierres klunserprojekt i Paris, men måske var det i virkeligheden mere for at leve sine homoseksuelle drømme ud. I mange år levede han nemlig et dobbeltliv. Han var gift med musikpædagogen Therese Koppel, og sammen havde de to børn. Samtidig kørte andre drifter rundt i ham - lysten til sit eget køn, og i 1975, da han var på toppen af sin karriere, stod han frem og erklærede sig som biseksuel. En meget modig handling, tiden taget i betragtning. Hans udmelding vakte opsigt - ikke mindst i homoseksuelle kredse. Nu blev det måske lidt lettere at være sig selv. En sten var fjernet. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvad får en veluddannet mand - oven i købet psykolog - til at gå amok og slå sin kæreste ihjel? Journalisten og forfatteren Kirsten Jacobsen forsøger i bogen "Perlerne" - en biografi om Christian Kampmann - at sjusse sig ind på et svar. Hun mener, at forholdet blev lammet af indbyrdes konkurrence og jalousi. Samtidig var de et stemningslabilt par, og meskalin, heroin og kokain var almindeligt i de kredse, de færdedes i. Da de to mænd tog til Læsø for at arbejde sammen på et tv-manuskript, var ikke kun deres forhold i krise - men Jens Michael Schau var også i personlig krise. Han havde en depression. Efter drabet udtalte Jens Michael Schau til Kirsten Jacobsen: "Hvis han forlod mig, ville jeg være ilde stedt, og selv om han sagde, at han ikke ville forlade mig, hjalp det ikke. Jeg blev ved at have tanker om at slå ham ihjel, og jeg mærkede, at han blev bange for mig." Til retsprotokollen udtalte han: "Christian var træt af mig. Han ville forlade mig. Ikke seksuelt, vores forhold kunne fortsætte, men jeg var alligevel bange for at miste ham. Måske tænkte jeg, at når jeg ikke kan få ham, så er der heller ikke andre, der skal. Jeg véd det ikke. Han var min bedste ven." Christian Kampmann blev 49 år.