Turisme

Et skatkammer af fortællinger

600 tema-arrangementer

AALBORG:En meget ambitiøs plan skal næste år gøre Limfjordslandet til Danmarks største skatkammer af fortællinger. I løbet af 13 uger skal der gennemføres næsten 600 fortællearrangementer. Det er en lang række repræsentanter for turismen rundt om Limfjorden blevet enige om på et møde i Jesperhus Blomsterpark, oplyser direktør Jørgen Hansen fra Midt-Nord Turisme. Under overskriften "Fjorden rundt på 80 måder" bliver der sat fuldt tryk på markedsføringen af området især overfor det mere modne publikum. I løbet af de 13 uger næste sommer skal der gennemføres mindst 45 arrangementer pr. uge under en række temaer såsom Forfatterruten, Kirker, Klostre, Limfjorden som spisekammer, Snapseruten og Den maritime Limfjord. Med andre ord vil der blive masser at komme efter for den videbegærlige turist - og lokalbefolkningen, understreger arrangørerne. Planlægningen sker i regi af Netværk Limfjorden og med Midt-Nord Turisme som tovholder. Hensigten er at tilrettelægge fortællingerne sådan, at deltagerne får mulighed for at forfølge bestemte Limfjords-temaer ugen igennem på langs og på tværs af fjorden.