Et skridt frem og to tilbage for menneskeheden eller bare skatten?

Fødevarer 1. oktober 2006 06:00

”Et fornuftigt resultat” og ”tåleligt men der er ikke noget at juble over”, sådan lyder nogle af de politiske udmeldinger i forbindelse med, at Ny Hjørrings budget nu er vedtaget. Hvad mon det dækker over for os, der årligt indløser skattebillet i den nye storkommune? Spørger man de ansvarlige på vejområdet, er det måske støddæmperen på bilen, der fremover kommer til at lide mest, for der er ikke penge nok til at få udjævnet huller i vejene. Godt nok blev maden billigere til de ældre end først beregnet, men som det så pragmatisk lød fra Ole Ørnbøl, der politisk har vejbaner højst i sin bevidsthed: Det ender som biksemad alligevel på grund af de dårlige vejforhold. Og så er vinterens måske store mængder af sne, der skal flyttes, slet ikke kalkuleret med - de skal tages fra de penge, der ellers skulle bruges til at lægge asfalt ved f.eks. det kommende butikscenter Metropol. Nu er budgettet jo slet ikke så trist hele vejen igennem. Det er glædeligt, der er politisk enighed hele vejen rundt om det storkommunale bord, og et længe ønsket hovedbibliotek for hele Ny Hjørring er kommet med i de politiske beregninger - ligesom der nu er sat fem millioner kroner af til nye ideer af den visionære slags. Og havde det ikke været fordi, den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton lurede i mit baghoved, havde jeg nok svinget mig rundt i rispapirlampen over min computer herhjemme af glæde. Men Clintons tale i Frederikshavn fredag aften har givet skår i glæden. Han har givet mig dårlig samvittighed over, at jeg er glad for inden for forholdsvis kort tid at kunne tage ind til det, der for mig står som alletiders store kulturmekka på 4000 kvadratmeter med bøger, dvder og andre medier blandet med hyggekroge. Når jeg er færdige med at suge til mig i den litterære verden, kan jeg gå hen og besøge internationale butikker med alt fra brugskunst og tøj til dansk mælk og kød. Alt sammen med vished om, at der er nogen, der med visionære ideer er med til at sikre min by en plads på landkortet og skabe dynamik lige uden for min dør. Men mon jeg når at se det ske? For efter at have hørt Bill retorisk spørge ”og hvem skal så være med til at rette op på den globale uretfærdighed?”, føler jeg mig truffet. Aldrig før har tanken om at blive ulandsfrivillig strejfet mig - der har jo altid været de dårlige veje i Danmark, kampen om at forbedre den danske folkeskole, og det er da også for dårligt, der er ventelister over hele linjen, når vi snakker det danske sundhedssystem... Der er altid noget at gribe i - lige uden for min egen dør. Men Bill Clinton har sat nogle tanker i gang om verdens virkelige problemer, mens han tonede frem på tv-skærmen, og jeg selv sad i sofaen. Her kom nogle perspektiver langt fremme i bevidstheden så som rent vand, krige, sult og naturkatastrofer - og det gjorde det svært at fare i blækhuset over budgettet for Ny Hjørring, hvilket jo egentlig var udgangspunktet for denne kommentar. For hvordan hænger ”vores” husholdningsbudget sammen med resten af verden? Ikke for at forklejne det vigtige ved hverdagen, der jo skal hænge sammen for os alle, men taler vi om et skridt frem og to tilbage for menneskeheden eller bare for skatten, når politikerne nu har brugt i hele 100 pct af den økonomiske kage? Og hvad gør vi så, hvis snevejret igen raser over den nordvestlige del af Danmark om få måneder? Så direkte blev Clinton ikke spurgt til forholdene i Ny Hjørring forleden, men hans budskab om de globale miljøproblemer, vi står over for, er måske en del af svaret: De løser vanskelighederne for budgettet på vejområderne, fordi vi enten får tropiske vejrforhold, så sneplove bliver noget, kommende generationer måbende vil spørge til - eller også overmanes vi alle af en ny istid. Der kan end ikke uanede mængder af skattekroner hjælpe. Indtil da vil jeg glæde mig over det rene vand i hanen, og at fuglene kvidrer i konkurrence med musikken fra dvd"en, mens jeg spekulerer på, om jeg nogensinde bliver ulandsfrivillig, når nu jeg også skal tage stilling til, om jeg skal have træ eller linoleum på køkkegulvet....

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...