Et skridt frem - og to tilbage

Priske klar igen - Silberbauer og Tur bestod ikke den sidste test

AALBORG:Betrængte AaB må igen i dag undvære en af drivkræfterne på midtbanen, U 21-landsholdsanfører Michael Silberbauer, i udekampen mod OB i Superligaen i fodbold, og i midterforsvaret bliver det heller ikke til en genforening af makkerparret Brian Priske og Diego Tur. Diego Tur er nemlig ikke blevet den skade i lysken kvit, der senest betød, at han måtte humpe ud allerede efter 13 minutters spil i torsdagens pokalsemifinale mod Brøndby, som Brian Priske meldte afbud til på grund af sygdom. Brian Priske er dog klarmeldt til det noget nær vitale opgør mod OB, som AaB kan komme to point foran i tilfælde af en sejr, og det samme gælder midtbane-dynamoen Rasmus Würtz. Han holdt kun til et lille kvarter mod Brøndby på grund af et trælår, men den tidligere Skive-spiller er de værste skavanker kvit. Lille håb i mørket Der er med andre ord lagt op til et nyt midterforsvar - for 118. gang i denne sæson - hos AaB. - Det kommer vi ikke uden om, siger AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen, der testede både Diego Tur og Michael Silberbauer under træning sidst på eftermiddagen lørdag få timer før, at AaB-truppen satte næserne mod Odense i bus. - Der er en pæn mulighed for, at både Michael Silberbauer, Diego Tur og Bård Borgersen kan være klar til hjemmekampen mod Brøndby næste søndag, mens Stefan Bidstrup sandsynligvis skal have lidt længere tid for at være frisk igen, fortsætter Poul Erik Andreasen. - Michael Silberbauer kunne godt have spillet mod OB, hvis vi valgte at gøre det. Hans ankelskade vil sandsynligvis forfølge ham sæsonen ud, og han er et pænt stykke fra at være i optimale omdrejninger, fortsætter Poul Erik Andreasen. Venter et stormløb Han er ikke tvivl om OB-taktikken i dag. - OB har ikke vundet i de seneste seks kampe, hvoraf holdet spillede fem uafgjorte før 1-4-nederlaget til AGF sidste søndag. Det er et tændt og fysisk stærkt OB-hold, som sikkert har den slagplan at sætte os under et gevaldigt pres i og med, at vi har en pokalsemifinale i benene fra i torsdags. - OB satser også meget på dødbolde, og vi må forsøge at rette op på de fejl, der har kostet seks mål imod os i de to seneste kampe netop på dødbolde, pointerer den hårdt prøvede AaB-træner. Der er to ændringer i AaB-bruttotruppen i forhold til torsdagens exit i pokalturneringen, Dong Cup. Udover Brian Priske så er Malthe Guldager nyt islæt. Peter Tranberg, der var 16. mand mod Brøndby, er blevet siet fra.