Aalborg

Et skridt på vej mod bedre branding

Direktøren for Branding Løgstør Aps er rigtig godt tilfreds med konference

Jacob Jørgen Jacobsen er tilfreds med brandingkonferencen.

Jacob Jørgen Jacobsen er tilfreds med brandingkonferencen.

LØGSTØR:- Jeg synes næsten, det vigtigste var engagementet og begejstringen. Men naturligvis er det også meget vigtigt, at reklamefolkene fik noget med hjem, som de kan arbejde videre med. Sådan lyder det fra Jacob Jørgen Jacobsen, som er direktør i et nyt brandingselskab, som onsdag aften havde indbudt en række løgstørianere til at komme med input til den fremtidige markedsføring af Løgstør. Selskabet Branding Løgstør ApS har sat sig for, at Løgstør skal gøres, om ikke verdenskendt, så i hvert fald noget der ligner. Selskabet har omkring 1,2 mio. kr. at gøre godt med til den massive markedsføring. De mange input fra konferencen har direktør Thomas Fedder fra reklamebureauet 9000 Lux i Aalborg fået med sig hjem. Han og bureauet er sat til at komme med bud på en plan for, hvordan der kan reklameres for byen, så folk vil valfarte til - og nogle måske endda bosætte sig, så skattegrundlaget kan stige. Jacob Jørgen Jacobsen er godt tilfreds med det der kom ud af anstrengelserne på branding-konferencen på Pavillon Christiansminde. - Vi havde selvfølgelig ikke sat nogen facitliste op på forhånd, men er vældig godt tilfredse med at der kom en masse idéer frem, der kan bruges i forbindelse med brandingen af Løgstør, siger Jacob Jørgen Jacobsen, der gælder sig meget over det stort engagement og begejstring, som deltagerne i konferencen lagde i arbejdet. - Det vigtigste af det hele er jo næsten at folk er tændt på sagen og at der er enighed om at stå sammen om opgaven. - Det nytte jo ikke meget, at brandingselskabet pumper penge ind i markedsføringen af byen, hvis f.eks. ikke de handlende eller restauratørerne - eller for den sags skyld alle mulige andre i byen - støtter op og leverer den indsats der skal til, når gæsterne forhåbentlig dukker op, siger Jacob Jørgen Jacobsen.