Et skridt tilbage i Snedsted

På grund af et meget stort antal ledige skolelederstillinger i Thisted Kommune i år, har den konstituerede skoleledelse på Snedsted Skole indvilget i at tage et ekstra år

Snedsted Skole får ikke som planlagt en ny skoleleder fra næste skoleår til erstatning for Ole Jørgensen. Den konstituerede skoleleder Bent Madsen fortæller, at ansættelsesproceduren sættes på "stand by". - Vi har aftalt med forvaltningen, at vi herude træder et skridt tilbage og fortsætter med den nuværende ordning sommeren over. Når vi kommer hen omkring december, vil vi komme ud med et stillingsopslag, siger Bent Madsen. Det betyder, at han sammen med Esben Pilgaard, der er konstitueret viceinspektør, har indvilget i at fortsætte frem til sommeren 2009. Årsagen til situationen er, at der kun var fire ansøgere til stillingen som skoleleder i en af Thisted Kommunes største skoler (0.-9. klasse samt centerklasse), der fra august også omfatter undervisningsstedet i Skjoldborg. - Vi havde godt nok en favorit, men vedkommende havde flere at vælge imellem. Et genopslag af stillingen nu ville være uheldigt, da Thisted Kommune - med ansøgningsfrist den 30. maj - søger skoleledere til Tingstrup Skole, Rolighedsskolen og Østerild Skole. Læs mere i Thisted Dagblads søndagsudgave