EMNER

Et skud i egen fod

Er outsourcing i virkeligheden vejen til enden for kapitalen?

Engang havde vi et værft. Engang havde vi slagterierne overalt. Der var mejerierne. Vi havde tungt arbejde. Vi havde fiskeri og et landbrug med stor beskæftigelse. Siden fik vi en gigantisk lettere industri. Elektronik med mere. Industri, hvor der ikke skulle svinges store forhamre, men blot arbejdes med pikant, avanceret eletronik. Nu er også det slut. Det store digitale industrieventyr i det nordjyske gik endelig i graven onsdag eftermiddag sammen med Flextronics i Pandrup. Den store perle i det nordjyske erhvervsliv, som ved særlige lejligheder er vist frem med lige dele ydmyghed og storhed for prinser og dronninger, døde. Flextronics forblødte langsomt. Udkonkurreret. Hvad skal vi så leve af, lyder spørgsmålet konstant? Kultur og anden kreativitet, siger de kulturelle og de kreative. Skal vi så bygge en masse musikhuse og museer? Skal vi alle være dirigenter eller kreative spradebasser i en ny fremtidig idébaseret verden? Sådan lyder budet til os, og måske har de ret, alle de kloge hoveder: Børsanalytikerne i deres firmabetalte BMW'ere, fremtidsforskerne i deres sikre lektorater og direktørerne med deres på det tørre i kraft af favorable fratrædelsesgodtgørelser. Men det holder ikke. Ikke en meter. Kapitalismen har skudt sig selv i foden, og gør vi ikke noget ved systemet, risikerer vi at forbløde. Det lyder smukt med en nation af kreative, veluddannede mennesker, der kører på første klasse i verdenssamfundet, men det er jo kun en stakket frist. For hvornår skal også eventmagerne outsources? Om få år behøver man ikke sidde på de fine adresser i Aalborgs midtby og tænke blankpolerede tanker. De tanker kan også tænkes i Indien til 9,85 i timen, og det varer vel næppe længe, før inderne også får uddannet danske translatører, så de indiske idéer kan afleveres på formfuldendt dansk. Hvad skal de så lave, alle de kreative idémagere? Ja så skal de sikkert til at lave noget, der er endnu mere avanceret og kreativt, indtil de igen bliver indhentet af indere og andre lavtlønnede, men højt uddannede. Dette sker alt imens vi stille og roligt taber alle dem, der ikke fik en studentereksamen i tide. De der ikke sikrede sig en plads i solen, enten fordi der ikke var plads nok, eller fordi de måske ikke lige havde evnerne til at være med i koret af de smarte eventmagere og andre med albuerne godt ude. Og hvad skal de lavt uddannede lave? Så mange kustoder og dørmænd er der heller ikke plads til. Selvfølgelig kræver ældrebyrden mange hjemmehjælpere, men det er næppe nok. Der skal også ekspederes i Fakta, der skal opereres på sygehusene, der skal undervises i skolerne, der skal gruses om vinteren og meget mere. Men der er ikke nok arbejde alene inden for servicefagene. Der skal også produceres, for i bund og grund er det produktionen, vi lever af, og er der ikke nogen, der skruer mobiltelefonerne sammen, ja, så må de kreative idémagere råbe ud af vinduerne til hinanden, hvis de ellers kan råbe hinanden op. Uden produktion går det ikke. Et eller andet sted skal vi passe på, at vi ikke udvikler os til et samfund, hvor de få forsørger de fleste. Når vi dertil, hvor arbejdsløshedsstatistikken ligner noget fra Gaza, så er der heller ikke købekraft tilbage i landet. Så har vi ikke råd til at købe mobiltelefoner fra Polen, sko fra Malaysia, modetøj fra Letland og serviceydelser fra Indien. Konkursen er total. Arbejdet er sendt hen, hvor lønnen er lavest. Danmark er ved at blive til Fattigdanmark. Vejen ud af moradset? Outsourcing er helt øjensynligt ikke nogen sikker vej. Jo, på kort sigt, men på langt sigt svarer det til at slagte avlskøerne for at score en hurtig profit, når der er kødmangel. Men på længere sigt? Hvilken glæde har man af at producere mobiltelefoner i Polen for en øst-slik, hvis ingen har råd til at betale en god, gedigen vest-pris for dem? At sende arbejdet ud af landet for profittens skyld ligner mere et skud i egen fod. Det er den man rammer, hvis man sigter for kort. Det er som at være på rævejagt mens man ligger på ryggen. Det kommer der aldrig noget godt ud af.