Affald

Et skulderklap for godt miljø

En af Hobros mindre kendte virksomheder, SCA Packaging, hædres med kommunal pris

HOBRO:Hobro Kommunes miljøpris gik i går til en virksomhed, der har gjort en ekstra indsats for at være grøn og passe godt på sine omgivelser. Prismodtageren er en af Hobros mere ukendte virksomheder. Den hedder SCAPackaging og ligger i det nordlige industrikvarter, hvor den producerer flamingo. Produktet bruges som indmad i cykelhjelme, til fiskekasser, indpakning til hårde hvidevarer og meget mere. Mellem 700 og 800 lastbiler kører hvert år fra virksomheden lastet med i alt 550 tons flamingo. Miljøprisen blev overrakt på Musikcafeen i Hobro, hvor borgmester Jørgen Pontoppidan (V) sagde, at han er glad for alle virksomhederne i kommunen, men navnlig for dem, der er miljøbevidste. - Der står mange flotte ord om miljøbevidsthed på jeres hjemmeside, men det gode er, at der er realitet bag ordene. Det har vi ved selvsyn konstateret, sagde Jørgen Pontoppidan. SCAPackaging var indstillet til prisen af teknisk forvaltning, der er imponeret over, at virksomheden gør mere for miljøet, end den er forpligtet til rent lovgivningsmæssigt. Således laver SCA Packaging på eget initiativ et grønt regnskab, selv om virksomheden ikke skal. SCA Packaging fokuserer meget på at skære ned på mængden af affald og forbruget af ressourcer. Alt det interne affald genbruges, og man sparer vand ved at recirkulere det. Også forbruget af energi er der fokus på hos virksomheden på Havrevænget 1. - Det har signalværdi, at nogen går foran og gør noget ekstra for miljøet. Jeg håber, vi kan beholde prisen i den nye storkommune, så vi sikrer bæredygtige virksomheder, sagde formand for teknisk udvalg Preben Christensen (S).