Et slag for kemiens verden

} NATURVIDENSKAB: Lørdag formiddag inviterer Skørping Kommunes biblioteker til kemishow i foyeren på KulturStationen i Skørping. Arrangementet skal være med til at markere den landsdækkende "Dansk Naturvidenskabsfestival 2004". Kemishowet udføres af studerende fra Aalborg Universitet, og alle er velkomne til at kikke med på de spændende forsøg, der viser, hvordan kemikalier også kan bruges og måske giver tilskuerne lyst til at vide mere om, hvad de har set. } TRESSERFEST: Lørdag aften har Frems Venner arrangeret en ny tresserfest med Bongoes i Skørping Idrætscenter, efter at idrætsforeningen Frem prøvede ideen af i forbindelse med sin jubilæumsfest i fjor. Imidlertid har billetsalget været lidt skuffende i år oven på det, arrangørerne vurderede som så tilpas en succes, at støtteforeningen havde mod på at tage over. - Det har overrasket os lidt, at vi ikke har solgt flere billetter, for vi har ikke hørt noget kritik af sidste års arrangement eller noget, siger formanden for Frems Venner, Frank Damborg. - Tværtimod var der mange, der sagde sidste år, at de gerne ville komme igen. Og nogen kom ikke til festen sidste år, fordi de ikke har noget med idrætsforeningen at gøre, men ville gerne en anden gang. De har altså bare ikke købt den billet. Kun 250 billetter er solgt til halballet med spisning og dans mod 330 i fjor, men salget i år er dog over den grænse, arrangørerne havde sat for at ville gennemføre. Bongoes består af fem mand: Birger jepsen på bas og trompet, Torben Pedersen på guitar, Finn Kannegaard på trommer, Kjeld Larsen på guitar og Ejvind Christiansen på keyboards.