EMNER

Et smil så bredt

Det skorter ikke på tilkendegivelser om hjælp til den irakiske regering med at holde ro og orden i landet - senest med gårsdagens vedtagelse af en ny FN-resolution, der forlænger mandatet for den multinationale sikringsstyrke i landet med et år frem til udgangen af 2007.

Tirsdag var det George W. Bush, der på et NATO-topmøde i Riga endnu en gang fastslog, at amerikanerne bliver i Irak, indtil missionen er fuldført. Og mandag var det en storsmilende præsident Mahmoud Ahmadinejad fra Iraks store nabo, Iran, der under et møde med Iraks præsident, Jalal Talabani, gav en garanti om, at iranerne ville ”stå side om side med deres broder, Irak” og hjælpe på alle mulige måder. Men trods alle disse flotte ord, håndtryk og resolutioner bevæger udviklingen sig i Irak time for time hen imod det totale anarki og en regulær borgerkrig. Et ord, som flere af de førende amerikanske medier i øvrigt er gået over til konsekvent at anvende som betegnelse for den tilspidsede situation i det mellemøstlige land. Det er således på tide, at der bliver sat ind med en målrettet indsats for at hjælpe irakerne til en roligere dagligdag uden konstante mord, bombeangreb og andre terrorhandlinger, men om det for den vestlige verden er muligt at indgå et samarbejde om hjælp med et land, der regeres af en herre af Ahmadinejads kaliber, er formentlig ret tvivlsomt. Man kunne jo hurtigt få den tanke, at den altid storsmilende Ahmadinejad havde en skjult dagsorden. En dagsorden, som ikke udelukkende gik ud på at hjælpe ”brødrene” i Irak, men som måske snarere havde til formål at få den vestlige verdens tanker ledt lidt væk fra nogle atomare spørgsmål, som ellers i årets løb har stået højt på den verdensomspændende politiske dagsorden. Det kan naturligvis ikke siges med sikkerhed, og man bør som udgangspunkt naturligvis ikke tillægge sine medmennesker slette hensigter, men det er nu engang svært ikke at få den tanke, at jo bredere et smil hos Ahmadinejad, desto slettere tanker udspiller sig i mandens hoved. Måske ser vi bare spøgelser i Vesten, men spørgsmålet er, om det ikke er bedre at se et spøgelse for meget nu end at blive udråbt til godtroende tosser om 10-20 år...