Et spark til en ny begyndelse

EMNER 6. september 2002 08:00

HJØRRING: De første asylsøgere er flyttet fra centret, og i de næste måneder følger resten. Hvor der før var 240 beboere, er der nu kun omkring 110 tilbage. Bag sig efterlader de 16 medarbejdere, der siden centret åbnede, har gjort deres bedste for at skabe gode og trygge forhold for beboerne. To af de medarbejdere, der nu står over for en ny begyndelse, er Anne Vanggaard og Søren Poulsen. De er netværksmedarbejdere, hvilket vil sige, at de står for kontakten til beboerne og den kontakt, der måtte være til verdenen udenfor centret. Anne Vanggaard har været ansat i Røde Kors siden 1993, og de sidste otte år har hun været på asylcentret i Hjørring. Hun er meget ked af, at centret lukker. - Den specielle kultur og stemning, vi har her, stopper jo. Når man sætter 200 tilfældige mennesker sammen, er der jo altid nogle problemer, og der går i hvert fald seks måneder, før alt falder på plads. Den balance havde vi fundet her. Hun er specielt ked af det på beboernes vegne. Beboerne betragter nu træhusene som deres hjem, og det gør ondt at forlade dem. - Mange af dem har traumatiske oplevelser fra flugten. Når de så skal flytte igen, bliver der revet op i det, og der er jo gråd og tænders gnidsel hver gang, nogen tager afsted. Dårlig håndtering af lukning Søren Poulsen er enig med Anne Vanggaard i, at det er værst for beboerne. Især på grund af den måde lukningen er blevet håndteret. - Da vi fandt ud af, at centret skulle lukke, fik vi også at vide, at beboerne skulle skrive sig på en liste. Der kunne de ønske at komme et bestemt sted hen, og Røde Kors ville så prøve at efterkomme ønsket. Nu hvor halvdelen er kommet afsted, kan vi se, at ingen af ønskerne er blevet opfyldt. Han mener, at Røde Kors i denne sag har mistet noget af deres troværdighed. At Røde Kors er gået på kompromis med deres syv principper på grund af besparelser. - Det er jo ikke bare i Hjørring, der lukkes centre, og der er ingen steder at sende beboerne hen. Vi er blevet spurgt, om vi her i Hjørring ville modtage nogle fra andre steder. Så havde de jo et sted at være indtil oktober, hvor vi lukker. Men det synes vi altså ikke, vi kan byde dem, så det har vi sagt nej til. En anden ting, de begge er kede af, er at miste det fællesskab, som personalet har. - Vi har et utrolig godt arbejdsklima. Nogle gange siger vi i skæg, at vi vil købe et nedlagt plejehjem og lave asylcenter der, siger Søren Poulsen. Tvunget til at tænke Han blev ansat i Røde Kors i 1992 og har arbejdet i Hjørring siden 1996. Hvad det præcist er, han kommer til at lave efter asylcentret lukker, ved han endnu ikke. - Jeg vil nok gerne arbejde videre med mennesker eller med IT. Jeg ville måske også gerne være med, hvis kommunen vælger at overtage centret. Søren Poulsen mener selv, at han har et meget ambivalent forhold til lukningen. På den ene side er han ked af det på beboernes vegne og på grund af personalets sammenhold. Alligevel kan han se noget positivt. - Nogle gange er det godt med et spark bagi, så man bliver nødt til at tænke over, hvad man vil. Vi siger jo, at vi har det godt i Røde Kors, men efter ti år i organisationen har vi jo nok ikke så meget at sammenligne med. For Anne Vanggaard er situationen anderledes klarlagt. Hun fortsætter i Røde Kors. Dog i en anden stilling. - Jeg skal være voksenlærer i Frederikshavn. Det bliver i en gruppe af seks lærere, hvor vi alle er nye. Det, tror jeg, er godt, fordi så bliver der ikke noget "vi plejer". Samtidig med at hun kommer til at savne stedet, er Anne Vanggaard også glad for at være på vej til noget nyt. - Hvis kontrakten var blevet forlænget med ti år, havde jeg måske alligevel på et tidspunkt fundet ud af, at jeg ville videre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...