Lokalpolitik

Et stærkt hold fra Hadsund

TU-formand Knud Christensen går ud af politik

HADSUND:- Det er et godt og stærkt hold. Formanden for Venstre i Hadsund, stationsleder Ove Gude, er ikke i tvivl. De tre Venstre-foreninger i den nuværende Hadsund kommune har gjort det rigtige ved at opstille deres egen liste - i stedet for at blive en del af den fællesliste, Venstre-foreningerne i de tre andre fjordkommuner står sammen om. I Hadsund er man med nuværende viceborgmester Mogens Jespersen i front heller ikke bange for at udfordre fælleslistens borgmesterkandidat, nuværende borgmester Jørgen Pontoppidan, Hobro. - Mogens er vores kandidat til at blive borgmester. Det er der ikke tvivl om. Omvendt skal vi nok finde ud af det hele, når vi kender de personlige stemmer, siger Ove Gude. Venstre-holdet fra Hadsund tæller ialt otte navne, og de måske største overraskelser er de navne, der ikke optræder på listen. Ud af politik går den nuværende formand for teknisk udvalg, gårdejer Knud Christensen, Glerup, og sammen med ham også byrådsmedlemmerne Rene Kristoffersen, Skelund, og Lars Pedersen, Hadsund. - Jeg havde gerne set, at de alle tre havde taget en tørn mere. Men det er deres eget valg, og jeg respekterer naturligvis deres beslutning, siger Ove Gude. Til gengæld er der lagt op til et politisk come back til tidligere byrådsmedlem Jess Laursen, Skelund. Han repræsenterede for to byrådsperioder siden en borgerliste og lukker listen fra plads nummer otte. Ove Gude lægger ikke skjul på, at forventningerne er store. - Jeg tror, vi kan få valgt halvdelen af vores otte kandidater, siger han.