Et sted hvor man kan slappe af

Klitgården har specialiseret sig i bondegårdsferie også for handicappede

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ferie for alle er overskrift for Klitgården, og derfor er en af boligerne handicapegnet.Foto: Henrik Louis

NØRLEV:I 2003 stod Karen og Svend Pedersen overfor en beslutning. Deres gård i Nørlev, Klitgården, trængte til en kærlig hånd. Parret havde haft et par gode sæsoner, hvor de lejede et par værelser ud til landbointeresserede turister. Skulle de lave en billigere løsning eller satse og få gården bygget om til et sted, hvor man kan holde bondegårdsferie? Parret valgte det sidste, og de har de her godt et halvt år efter, at det hele stod færdigbygget, ikke fortrudt. Det har vist sig, at det bliver en fornuftig forretning, og mange bookinger for denne sæson er allerede i hus. - Tanken spirede og vi fik arkitekt på. Vi fandt ud at, at der var havudsigt fra øverst i laden, og jeg har altid drømt om at få et sommerpensionat. Nu kunne det lade sig gøre, siger Karen Pedersen. Det var en stor investering, for der blev bygget fire store, lyse moderne lejligheder med veludstyrede køkkener og en rolig atmosfære. - Det var vigtigt for os, at det blev bygget med respekt for de oprindelige bygninger, og så skulle det være omgivelser, man kan slappe af i, siger Karen Pedersen. Det hele stod færdig 9. juli 2005 - efter at naboerne i sidste øjeblik måtte hjælpe med at hænge billeder op, pakke køkkengrej ud og gøre de sidste ting, inden de første gæster flyttede ind. - Men vi nåede det, og det var godt, at vi fik sommersæsonen med, siger Karen. På gården holder Karen og Svend heste, kaniner, geder og andre dyr, og det er noget, børnene kan lide. - De er tit med henne og fodre dyrene eller grave gulerødder op. Det er en del af oplevelsen ved at være på bondegårdsferie. Gæsterne forventer, at der er levende mennesker på landet at tale med, og vi har fundet vores balance mellem at være sammen med gæsterne og også bo her selv, siger Karen Pedersen, der som gammel sløjdlærer har planer om også at lave et træværksted, hvor drenge eller andre, der ikke er så meget til dyr, kan lave biler og både. Og der er ingen tvivl om. at Klitgården er et dejligt sted at være barn. Her gælder kun to regler: Man må ikke gå ud på vejen og man skal være god mod dyrene. Overskrifter for Klitgården er "Ferie for alle", og det betyder, at en af lejlighederne er handicapegnet. - Handicappede har også brug for at opleve at være på landet. Så det skal der være plads til, siger Karen. En af hendes næste planer er at udbyde nogle pakker i samarbejde med naboen Saga Heste, som har ridning både for handicappede og andre. - Så kan vi tilbyde en ferie med noget ridning indlagt, og de kan også have deres egen hest med, siger hun.