Mariager

Et strejf af evigheden

Skovtykning ved Mariager gemmer på et af landets mest markante oldtidsminder

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Adgangen til de to gravkamre går ad tre meter lange, smalle og lave gange, så er man mere end to år gammel, er det bare ned på alle fire. Tøj, der må blive beskidt, og en lommelygte anbefales. Foto: Martin Damgård

MARIAGER:Kongehøjen fire kilometer vest for Mariager på vejen til Hobro er tæt på at at leve op til klicheen ”velbevaret hemmelighed”.

For langdyssen med en længde på imponerende 52 meter og op til tre meter høje randsten hører til blandt landets bedst velbevarede af slagsen.

Og at den er tæt på at være en hemmelighed, må også siges at være et faktum. Ikke så meget som et skilt viser vej dertil, og fra vejen er den trods sin størrelse kun at ane bag en række store træer.

Det er dog umagen værd at finde frem til den mere end 5200 år gamle stensætning, der rangerer blandt landets flotteste stenaldergrave.

Blå Saab

For mit vedkommende er det blevet til fem-seks besøg på omtrent ligeså mange tiår. Første gang var i søndagsturenes begyndelse, dengang i 60’erne, hvor krig og smalhals var så tilpas på afstand og bruttonationalproduktet nået så højt op, at jævne folk, herunder pensionerede husmænd som min bedstefar, fik råd til at skifte knallerten ud med bil. Og med billig benzin - oliekriserne lå endnu forude - fik middelklassen for første gang mulighed for at komme rundt i det ganske land.

Søndagsturene med bedstemor og -far foregik i en blå Saab 92, der med fortrinlige køreegenskaber, friløb og totaktsmotorens særlige tøf-tøf-lyd gjorde køreturene ad de dengang snoede veje omkring Mariager Fjord uforglemmelige. Specielt én tur står klart i erindringen, det var udflugten til Kongehøjen, der med sine dybtliggende kamre skrev sig ind i hukommelsen hos undertegnede.

Så da jeg et kvart århundrede senere sammen med den på det tidspunkt eneste søn tilfældigt kom forbi, lod underbevidstheden forstå, at her havde jeg været før.

Et kort gensyn

Bilen blev vendt, og i skumringen blev det til et kort gensyn og i mere end en forstand en rejse tilbage i tiden. Et gensyn med højens indre måtte dog opgives - straks jeg gjorde anstrøg til at krybe ind i mørket, lød der et vræl fra den femårige. Frygtede velsagtens, at den skumle høj skulle opsluge hans far for stedse.

Ved senere besøg sammen med venner og familie blev det dog til gensyn med de to gravkamre, der hver gang imponerer. En voksen mand kan stå oprejst derinde, og med lommelygte er det muligt at beundre den omhu, hvormed vores forfædre ved at stable tilpassede stenfliser mellem de bærende sten sikrede kamrene mod at blive fyldt med jord.

I det vestlige kammer vidner en dæksten på 10-15 ton om, at vi allerede dengang forstod, at fællesskab gør stærk.

Måske er det værd at bemærke, at langdyssen er 600 år tidligere end Ægyptens ældste pyramide.

Og modsat Faraoernes gravmæler kan Kongehøjen nås på en søndagstur.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.