EMNER

Et udbrændt parti

Simon Emil Ammitzbøll ligner ikke nogen udpræget udbryderkonge, men alligevel blev han nummer otte i rækken af udbrydere i Folketinget på knap halvandet år.

Og han er den anden, der i samme tidsrum har smækket med døren til det radikale gruppeværelse på Christiansborg. Den første var Naser Khader, hvis forløb sidenhen der har været skrevet rigeligt om. Ammitzbøll og Khader kommer fra hver sin fløj i partiet, men de har dog den fællesnævner, at de har forladt De Radikale - mere eller mindre elegant - i protest mod partiets ledelse og politik. Khader ville gøre De Radikale mere borgerligt, mens Ammitzbøll ville trække den anden vej. Og Ammitzbøll har leveret det giftigste angreb længe på sin nu forhenværende partileder. Han mener, at Margrethe Vestager på det nærmeste har optrådt forræderisk over for partilinjen, ikke mindst i sagen om 24-års-reglen - og for Khader var det især Muhammedkrisen og den radikale ledelses håndtering af den, der kom til at gøre forskellen. Ganske vist har De radikale fået den frafaldne Ny Alliance-mand Jørgen Poulsen som en slags "kompensation", men Ammitzbøll og Khader afspejler på hver sin måde den eksistenskrise, partiet befinder sig i. Udenfor regeringsdørene, udenfor indflydelse - og tilsyneladende heller ikke interesseret i at komme indenfor i S-SF-varmen, og det er ikke lykkedes Margrethe Vestager at slå igennem, efter at forgængeren Marianne Jelved formøblede dén fordobling af mandattallet, som hun selv havde skaffet, men som fik hende til at knejse med nakken som konen med æggene. Derfor må det være dobbelt surt for den nuværende partileder, når Marianne Jelved i en ny bog, som udkommer på mandag, skriver, at "partiledere som for eksempel Margrethe skal arbejde med at synliggøre, hvad det er, hun vil - hvad det er, hun brænder for." Men med to fløje, der vil i hver sin retning, ligner hun mest én, der må brænde sit lys i begge ender, og så brænder et parti og dets leder hurtigt ud.