EMNER

Et udstillingsvindue af hobbyarbejder

BI-centret er fyldt med alverdens hobbyarbejder i weekenden

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Træmændene Bent Nielsen (tv.) og Jørgen Jørgensen fandt ud af, at de havde en fælles interesse. Derfor udstiller de sammen til Hobbymessen. Foto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Søger man inspiration til en hobby, så er det måske en ide at slå et smut forbi Hobbymessen i BI-Centret i weekenden. De 40 stande udgør et flot udstillingsvindue for alverdens hobbyarbejder, hvor de to haller er fyldt med træ, smykker, malerier, keramik og selvfølgelig et hav af juleartikler. Og man fornemmer hurtigt, at det ikke blot handler om at gøre en god handel. Det er stolte udstillere, der viser deres hobbyevner frem. En af de boder, hvor rigtig mange gæster stopper op, er hos Niels Sørensen. Han havde taget to store dukkehuse i træ med. Husene er næsten en identisk kopi af virkelige huse. De er fuld møblere, der er lys i hvert rum, tapet og malerier på væggene. - Jeg finder inspiration til husene, når jeg går rundt i byen. Og hvis jeg kan komme til det, så går jeg hen og måler, forklarer Niels Sørensen. For detaljen er meget vigtig, når han laver et dukkehus. En dør til dukkehuset er f.eks. lavet i størrelsesforholdet 1:12. På den måde får husene nemlig de rette proportioner. Niels Sørensen er udlært maskinsnedker, og begyndte at lave dukkehuse for tre år siden. - Jeg har altid synes, at dukkehuse var fascinerende, og jeg synes, det er sjovt at lave, siger han. Niels Sørensen bruger ca. et halvt år på at lave et dukkehus. Og selvom han gør det, fordi han synes det er sjovt, så hænder det da, at han sælger nogle huse. Og det er primært de ældre, der køber. - Jeg har lige solgt et hus til en 82-årig dame, som sidder og leger med det hjemme i stuen. Er det ikke sjovt?, siger Niels Sørensen. - Og jeg skal faktisk lave to huse mere til et par ældre damer. Og det er dejligt, når andre også for glæde af dem, siger han. Hobbymessen er også stedet, hvor folk mødes netop på grund af deres hobby. Bent Nielsen og Jørgen Jørgensen har sammen haft en bod de sidste tre år. Det er begge træmænd - Vi fandt ud af, at vi havde en fælles interesse. Og så kunne vi lige så godt stå i boden sammen, siger Jørgen Jørgensen. De to træmænd laver tingene hver for sig, men de bruger dog hinanden som sparringspartnere. - Vi udveksler da ideer med hinanden, siger Bent Nielsen. Men det er nu ikke for at sælge, at de to træmænd bruger hele weekenden på messen. - Det handler jo om at møde nogle mennesker, som man kan snakke med, siger Jørgen Jørgensen. Det er BI Fodbold der står for Hobbymessen, der fortsætter i dag.