EMNER

Et unikt sprogligt selvhad

Grimt og ordfattigt. En skamfuld halssygdom. Danskerne holder ikke særligt meget af deres sprog

Det er mit håb at danskerne vil gribe muligheden for at holde vores sprog ud i strakt arm. Se på det fra alle vinkler, kaste med det, vride det, puste det op, tage det på, tage det af, mærke på det. For sproget er ikke statisk. Sproget udvikler sig over tid, og i dag skyder vi en kampagne i gang der skal holde gang i sproget." Sådan præsenterede kulturminister Per Stig Møller regeringens to-årige kampagne Gang i sproget, der startede i tirsdags og ikke mindst skal forøge vores glæde ved sproget og tolerancen over for andres måde at bruge det på. Og hvorfor i alverden så det? - En af de væsentlige grunde er, at der sker enormt meget med sproget i disse år, ikke mindst på den skriftlige front. Men der sker også meget, fordi der er pres fra engelsk, fra virksomhedernes engelske koncernsprog og inden for visse forskningsområder, hvor sproget bliver engelsk. Der er mange områder, hvor sproget bliver lagt om. Der er for lidt sproglig tolerance og bevidsthed om, at kravene til sproget skifter afhængig af hvilke sammenhænge man befinder sig i, og det vil vi gerne sætte fokus på med denne kampagne, siger Line Pedersen, der er kampagneleder hos Dansk Sprognævn, der står for selve udformningen af kampagnen. - Vi har alle sammen fejlfinderen i os og tænker "hvorfor siger hun advocado, det hedder jo avocado?". Det gælder danskere imellem, men det gælder også folk, der kommer udefra og har et andet modersmål, og der giver det vanskeligheder, hvis vi lytter mere til formen i stedet for indholdet. Vi kan godt blive mere tolerante. Dansk er grimt Et af tiltagene i kampagnen er en ordbog til mobiltelefonen, der er klar 15. oktober. I dag kommunikerer vi mere skriftligt end før på grund af de nye elektroniske medier. Det er med andre ord ikke længere myndigheder og medier, der har monopol på den skriftligt kommunikation og dermed bliver vi udsat for langt flere sproglige fejl, hvis vi for eksempel har Facebook-venner, der ikke kan kende forskel på ligge og lægge, glemmer at sætte -r på i nutid og roder rundt i kommaerne. Det kan på længere sigt true vores stavning og dermed vores kommunikation. Men hovedbudskabet i kampagnen er ikke, at verden er af lave og at dansk er truet. Det er tværtimod glæden ved sproget og dets variation, der skal i fokus. Og det er der en god grund til. Vi danskere holder nemlig mindre af vores nationalsprog, end de fleste andre. - Vi har udviklet en negativ sprogkultur, hvor vi ikke kan lide sprogvariation. Vi synes, at noget må være rigtigt og så er det andet forkert. Vi synes, at dansk vist nok lyder lidt grimmere, og at vores udtale ikke er så smuk som fransk og engelsk og at vi ikke har så mange ord som på engelsk. Jo, vi har så! Vi har masser af ord. Den største ordbog er på en kvart million ord, og vi laver nye hver dag. Dansk er eminent godt til at lave nye ord, fordi vi kan lave sammensætninger så nemt som ingenting og meget lettere end andre sprog, siger Jørn Lund, der er direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og formand for det udvalg, der i 2007 stod bag rapporten "Sprog til tiden", der netop lancerede forslaget om en kampagne, der skulle sætte fokus på glæden. Unikt selvhad Professor Frans Gregersen, der er leder af Center for Sociolingvistiske Sprogforandringsstudier ved Københavns Universitet, kan bekræfte, at danskerne ikke er præget af stolthed over deres sprog. Han har netop offentliggjort resultaterne af en undersøgelse i Øresundsregionen, hvor 569 danskere og svenskere blandt andet blev spurgt, om de syntes deres eget sprog var pænt. Det svarede svenskerne bekræftende på, men det gjorde danskerne ikke. Et unikt sprogligt selvhad, som han ikke kender det fra andre sprogsamfund kalder Frans Gregersen det. - Det kunne måske være forklaringen på, at vi er så enormt hurtige til at skifte til engelsk, at det virker slående på udlændinge, siger han og peger dermed på et fænomen, som mange ikke-danskere har oplevet, når de prøver kræfter med det danske sprog: At vi skal høre et nærmest fejlfrit dansk fra deres mund, hvis vi ikke skal et andet sprog i brug. - Vi er meget tvetydige i vores holdning. På den ene side har vi et sprogligt selvhad, der gør, at vi har en meget lille sproglig loyalitet, men samtidig har vi meget høje krav, siger Frans Gregersen. Umiddelbart kan det ellers godt virke som om, danskerne er vældigt engagerede i deres sprog, hvis man skal dømme efter de hidsige reaktioner, der kommer, når kommareglerne ændres, mayonnaise pludselig kan staves majonæse eller Århus' borgmester vil have byen til at hedde Aarhus. - Det er detaljerne, der tager billedet, og det er det ulykkelige: at vi går vældigt meget op i det, der er mindst vigtigt i sproget, de små elementer, men vi går ikke meget op i de store linjer og sprogets vilkår og skæbne eller den særlige glæde, man kan have ved at finde et dækkende udtryk. Jeg kan sagtens tale andre sprog end dansk, men jeg kan saftsuseme ikke få hele mit budskab og hele min personlighed med på andre sprog end mit modersmål, siger Jørn Lund. Skamfuld halsygdom Men hvor stammer dette selvhad så fra? Frans Gregersen understreger, at det er en kompliceret diskussion, men peger på to mulige forklaringer. Den ene er, at dansk tale- og skriftsprog ligger langt fra hinanden, og det får os måske til at mene, at sproget ikke er rigtig godt eller fint. Den anden forklaring er, at vores sprog har mange vokaler og lyde, der ikke umiddelbart klinger smukt i fremmede ører. - Nogle mennesker ude omkring i verden synes, at det lyder som en halssygdom, og det synes vi er dybt skamfuldt. Det tror jeg ikke, der er mange andre nationer, der ville gøre, siger han. Vores forhold til sproget er også afhængig af de omstændigheder, vi befinder os i som nation, påpeger Jørn Lund. - Dengang tyskerne truede os i midten af 1800-tallet, blev der lavet kæmpemæssige arrangementer for sprog og kultur, for det nordiske. Under anden verdenskrig blev der lavet sprogforeninger og sunget alsang. Der var sprogforeninger med 50.000 medlemmer bare til styrkelse af det danske sprog. Et år efter befrielsen var de opløst. Da vi blev medlem af EU var der mange, der var bekymrede for dansk sprog og kultur og her i globaliseringens tidsalder, er vi bange for at blive oversvømmet og derfor er der en vis lydhørhed over for, at det danske sprog ikke er en selvfølge. Nogle steder skal det faktisk befæstes, selvom det kun er inden for ganske få sektorer, siger han med henvisning til blandt andet universitetsverdenen, hvor den engelske dominans på især de naturvidenskabelige uddannelser får mange til at frygte, at vi efterhånden vil komme til at mangle danske ord til at diskutere emner som genteknologisk udvikling. En bjørnetjeneste? At der ikke er løftede pegefingre i kampagnen vil måske ærgre mange, der græmmes over, at der er nogle, der mener, at "en bjørnetjeneste" er positivt, at "godt fem" betyder "knap fem", at "hans" og "sin" bruges forkert, at forretninger holder "sale" i stedet for "udsalg" og at jobannoncer er fyldt med engelskklingende titler som "strategisk planner til brandudvikling". Og nej, det er ikke en pyroman, men derimod en, der har forstand på branding, der kan få et job. Nogle vil måske endda hævde, at vores sprogglæde ville være større, hvis sprogrøgterne fik mere indflydelse. I dag er Sprognævnets opgave at sikre en fælles standard for retskrivningen. De skal ikke være smagsdommere der slår os oven i hovedet med eksempler på, hvordan de måtte synes smukt og korrekt dansk skal lyde. Nævnet skal derimod beskrive, hvordan vores sprog faktisk udvikler sig. Men hvad ville der ske, hvis man fra politisk side besluttede sig for at ændre på den rolle? Kan man for alvor påvirke, hvordan vi bruger sproget eller er det en så selvstændig og uregerlig størrelse, at det er håbløst. - Der er ikke tradition for at regulere andet end retskrivningen i Danmark. Vi har altid optaget ord fra andre sprog, når vi samhandler med dem, og smag og behag ændrer sig konstant, så det er ikke særlig sandsynligt, at det danske sprogsamfund ville rette ind og sige "Nu gør vi kun, hvad sprognævnet synes er smukt. Vi har altid haft samhandel med landene omkring os, så den sproglige grænse er i virkeligheden ikke så skarp som en landegrænse", siger Line Pedersen.