Et universitet med to rektorer

Det er efterhånden en kendt sag, at den veltjente rektor for Aalborg Universitet Sven Caspersen forlader sin rektorstilling ret tidligt i året 2004 efter 28 år i stillingen. Fra samme tidspunkt skal der være dannet en bestyrelse på elleve personer som øverste ledelse for universitetet, hvoraf de seks skal være eksterne medlemmer, altså ikke fra universitetet, og fem skal være interne, altså findes inden for universitetets egen kreds. Nu kunne man jo forestille sig, at universitetet kunne vælge sin til enhver tid residerende rektor som bestyrelsesformand. Men nej, som om Aalborg Universitet er i krise, har man som formandskandidat allerede udpeget den afgående rektor, som tilmed har sagt ja at kandidere, forstået på den måde, at han er den eneste kandidat. Der står stor respekt om univertsitetsrektor Sven Caspersen, her i landet og ude i verden. Han er blevet genvalgt til posten gang efter gang og har virket som universitetets ubestridte og inspirerende leder gennem sine 28 år. Det er enestående, og den respekt behøver ingen ridser i lakken. Spørgsmålet er nemlig, om det vil være særlig hensynsfuldt over for den nye rektor, at den gamle bliver på en toppost. Med Sven Caspersen siddende i bestyrelsens formandsstol kan det se ud, som om universitetet vil have ikke én men to rektorer. Som formand kan Caspersen næppe lade være med at blande sig. Den 16. september skrev NORDJYSKE Stiftstidende, at "profilen af bestyrelsen er dog klar: Kandidaterne skal komme både fra Nordjylland og fra andre steder i landet. De skal være mænd og kvinder. Og så skal de være klar til at støtte Sven Caspersen!" Den sidste vending fylder mig med undren. Kan det virkelig passe, at bestyrelsen på en højere læreanstalt i dronningens Danmark agter at se bort fra demokratisk valgform og stille betingelser til kandidater og valgprocedure? Hidtil har jeg troet, at den form for forlods udpegning var forbeholdt sammenspiste kredse af religiøs karakter. Jeg håber sandelig, at avisen har refereret forkert. Hvis den skitserede fremgangsmåde er lovlig, er jeg særdeles skuffet. Skal et bestyrelsesvalg foregå efter demokratiske spilleregler, må der nomineres et rimeligt antal kandidater, ud af hvilke de stemmeberettigede vælger den kommende bestyrelse. Det er demokratisk. Hvordan den valgte bestyrelse efterfølgende konstituerer sig, findes der formodentlig klare regler for. Samme dag citeres Caspersen for at referere en telefonsamtale med videnskabsminister Helge Sander: "Det er en brandgod idé, at jeg bliver formand for Aalborg Universitet!" Dagen efter refereres ministeren for at være fejlciteret: "Jeg har ikke godkendt rektor!" Det vil være rart at vide, hvad der passer. Men det synes rimeligt, at nævnte minister holder lav profil, indtil bestyrelsen er lovligt valgt og en formand er valgt ud af bestyrelsens midte. Bliver Sven Caspersen valgt på demokratisk vis, kan alle parter, også ministeren, ønske ham til lykke.