Tyverier

Et utal af indbrud i weekenden

Weekenden har budt på læssevis af indbrud i Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup. Det gik hårdest for sig i Brønderslev

Ejeren af en lastbil, der stod parkeret på Banegårdspladsen i Brønderslev, fik en rigtig træls oplevelse lørdag morgen, da han kom for at hente bilen. En siderude var blevet smadret, og en ni tommers fladskærm med indbygget dvd var stjålet fra lastbilen. Lastbilen var parkeret på p-pladsen fra torsdag til lørdag. Natten til mandag kl. 3.30 brød en ukendt gerningsmand ind i Trekantbaren i Brønderslev. Endnu en gang var det barens spillemaskiner, der stod for skud. To spillemaskiner blev tømt for mønter. Også caféens byttepenge blev stjålet. I weekenden brød en ukendt tyv ind på en ejendom på Voergårdsvej ved Dronninglund. Det er endnu ikke klart, hvad der er blevet stjålet. Mens ejerne af en ejendom på Hollenstedvej ved Hollensted mellem lørdag aften og natten til søndag var borte, brød ubudne gæster ind og gennemrodede hele huset. Det er endnu ikke opgjort, hvad der er stjålet fra ejendommen. I weekenden brød en tyv ind i en ejendom i Algade i Hjallerup. Tyven kom ind ved at bryde et vindue op, men er formentlig stukket af fra stedet kort derefter uden tyvekoster. Ejeren af en ejendom på Østermarken i Hjallerup fik søndag formiddag en slem forskrækkelse. Mens ejeren havde været væk, var en tyv brud ind gennem et vindue og havde stjålet et fladskærms-tv fra ejendommen. En Suzuki parkeret på Søndergade i Brønderslev fik ikke lov til at stå uberørt hen i weekenden. En tyv så sit snit til at bryde ubemærket ind i bilen og stjal bl.a. en GPS, en bilradio, cd'er samt værktøj, der lå i bilen.