Et vigtigt skridt i den rigtige retning

Selvom ingen med sikkerhed ved, hvor kraftig en opvarmning, jordkloden udsættes for i de kommende årtier, hvor farlig den er og hvad den helt konkret skyldes - så er der alligevel almindelig enighed om, at menneskenes voldsomme afbrænding af fossilt brændstof trækker i den forkerte retning.

Vi udleder mere CO2, end miljøet kan kapere. Derfor indgik en række lande i 1997 den såkaldte Kyoto-aftale, som nu er trådt i kraft. Den løser ikke alle problemer, men den sætter nogle realistiske mål. Desværre vil verdens mest forurenende land, USA, ikke deltage. Ligeledes er stærkt forurenende lande som Indien, Kina og Brasilien heller ikke med. Så aftalen vil i høj grad handle om, at Europa og Japan skal vise vejen.