Et yderst velbesøgt kirketårn

Folk i alderen fra to til 90 år myldrede i går til for at få et glimt af det nyistandsatte tårn på V. Hassing Kirke - indvendigt fra

Gandrup 1. december 2002 07:00

V. HASSING: De kom fra Gandrup, V. Hassing og Ulsted. Nogle af dem tog trappen op til klokketårnets førstesal i små spring, mens andre møjsommeligt måtte skåne de gigtplagede knæ og slæbe sig derop. Men op ville de: Både Otto Jensen og hans 90-årige bror med begyndende stær på de lyseblå øjne, og de behøvede ikke hjælp. Som Otto Jensen sagde det: - Det er jo ikke første gang jeg er her, og jeg er vant til at gå på trapper. Den 80-årige mand fra Gandrup fortalte med lysende, begejstrede øjne om sin tid som murer, og om dengang i 1956, da han var oppe i kirketårnet for at kalke det. - Og når jeg nu har været med til at lave det før, så skulle jeg se, hvordan de har lavet det nu, siger han og ser over i retning af den ældre bror, der rører lidt drømmende ved et par af de oprindelige egetræsdele fra 1500-tallet, der er bevaret efter venlig, men bestemt opfordring fra Nationalmuseet. De to mænd tilbragte noget mere end tyve minutter i det vindgennemsuste kirketårn, rørte lidt ved de enkelte dele og fik svar på en stor del af de faktuelle spørgsmål, der vedrørte renoveringen. Manden, der besvarede spørgsmål i selve tårnet var menighedsrådets næstformand Tommy Hvedhaven og i stueetagen stod formanden, Niels Jørgen Gaarn og tog imod nye gæster, pegede og fortalte om renoveringen og viste før/nu billeder af kirketårnet. Ifølge ham benyttede omkring 100 borgere sig af lejligheden til at komme på sight-seeing i kirketånets indre. Et tårn, som til daglig er låset og lukket forsvarligt og som graveren normalt er den eneste, der har adgang til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...