Lokalpolitik

Etagebyggeri i første klitrække

Formanden for Lønstrup Turistforening efterlyser klare regler

LØNSTRUP:En sommerhusejer på Søndre Strandvej har søgt Hjørring Kommune om tilladelse til at udvide fra én til halvanden etage til stor ærgrelse for de omkringliggende naboer. For huset ligger populært sagt "i første klitrække", og normalt er den slags byggeri kun tilladt i ét plan, men det pågældende sommerhus er ifølge den nuværende lokalplan placeret i byzone, og der gælder Skov- og Naturstyrelsens regler om klitfredningslinier ikke. Alligevel er byggeriet i nabohøring, da der skal dispenseres for taghældningen. En af naboerne, Inger Bech Jensen, forstår ikke, hvorfor sommerhusejeren vil "bygge et tårn", som hun kalder det. - De har jo en fabelagtig udsigt, selv om de ikke hæver tagryggen. Jeg er bare bange for, at hvis de får lov til det, så er der andre i området, der kunne finde på det samme, siger Inger Bech Jensen, der ikke vil gøre brug af sin ret til at gøre indvendinger mod byggeriet, da hun "ikke føler sig stærk nok til at lave polemik". Faktisk var det lige før, hun ikke fik muligheden, da teknisk forvaltning havde forvekslet hendes hus med naboens. Her venter man nu på, at høringsfristen udløber. Ingeniør Mads Hedegaard oplyser til NORDJYSKE, at såfremt der ikke kommer indsigelser, får ejeren dispensationen uden videre. Ellers er det teknisk udvalg, der skal tage stilling til, om der må bygges i halvandet plan i forreste klitrække. - Den lokalplan, der gælder for Lønstrup i øjeblikket, har borgerne i Lønstrup selv været med til at præge, så jeg håber, at de har været klar over, hvad de har givet lods på. Men der kommer en ny lokalplan til efteråret, og indtil da synes jeg, man skal tænke sig godt og grundigt om, inden man går hen og laver Lønstrup helt om - også bygningsmæssigt, siger formanden teknisk udvalg, Ole Ørnbøl (S). Han understreger, at han intet kender til den konkrete ansøgning. Formanden for Lønstrup Turistforening, Svend Bjørnager, har også mulighed for at komme med indsigelse til byggeriet i og med, at foreningen har den udsigtsplads, der ligger lige ved siden af det røde sommerhus. - Det er sådan, at det sommerhus ligger i byzone. Derfor har det samme rettigheder som byhuse, så formelt set er sagen i orden, men jeg forstår da godt, hvorfor naboerne undrer sig, når andre sommerhuse i dette land skal bygges i et plan, siger Svend Bjørnager. For 10 år siden oplevede han noget lignende. - Jeg "vågnede" op en dag, hvor en del af min havudsigt blev taget af et kæmpe-sommerhus. Jeg troede, at man kun måtte bygge på 20 procent af en sommerhusgrund, men når den ligger i byzone, hedder det 50 procent. Det havde jeg aldrig drømt om, men man bliver jo klog af skade, som man siger. Det er jo lidt skade, når man pludselig oplever, at de sommerhuse, der ligger i terrænnet, lige pludselig kan fylde utrolig meget, konstaterer Svend Bjørnager. Han efterlyser nogle klare regler på området, for det har vist sig, at grænsen mellem byzone og sommerhusområde bliver udnyttet efter forgodtbefindende. - Vi oplever, at når grundejere skal bygge, så siger de, at grunden ligger i byzone, men på den anden side bruger de regler om sommerhuse, for at undgå at blive tilsluttet de offentlige anlæg, så jeg synes faktisk, det er en problemstilling, man bør tage op i den nye lokalplan, siger Svend Bjørnager.