Udland

Etagebygning styrter sammen i storby: Seks er dræbt

Et tomt lejlighedskompleks væltede ned over en genbrugsforretning i USA, og flere har mistet livet.

Etagebygning styrter sammen i storby: Seks er dræbt

Mindst seks mennesker har mistet livet og adskillige er kvæstet, efter at en fire etagers bygning er kollapset i Philadelphia i USA. Det siger byens borgmester ifølge CNN.

Bygningen var tom, da den faldt sammen, men etagebyggeriet styrtede ned i en genbrugsforretning.

- 13 personer er blevet reddet ud og overført til hospitaler, siger en talsmand for politiet i Philadelphia og tilføjer, at de sårede er sluppet med "mindre" kvæstelser.

Redningshold arbejder på stedet, og der er endnu ikke overblik over, hvor mange mennesker der befandt sig i butikken, da ulykken fandt sted.

- Du kunne mærke rystelserne, siger øjenvidnet Jordan McLaughlin, som sammen med flere andre hjalp til med redningsarbejdet i minutterne efter ulykken.

- Der var folk, der rent faktisk væltede. Nogle begyndte at skrige og løb over gaden. Der var mennesker inde i bygningen, du kunne høre dem skrige, tilføjer han ifølge CNN.

Det er endnu uvist, hvorfor etagebyggeriet kollapsede.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.