ETAPE Rødhus har udvidet med et juniorløb

Sidste års løb foregik i smukke solbeskinende rammer blandt andet på Rødhus Strand.
ARKIVFOTO

Sidste års løb foregik i smukke solbeskinende rammer blandt andet på Rødhus Strand. ARKIVFOTO

RØDHUS:Mandag aften tager Aalborg Atletik & Motion hul på den sjette udgave af ETAPE Rødhus, der starter mandag og slutter fredag. I lighed med sidste år har 120 løbere fra hele landet valgt at tilmelde sig hele etapen. Som noget nyt er der i år en junioretape, hvor alle drenge og piger op til 14 år kan deltage. Juniorerne skal løbe omkring fem kilometer både mandag, onsdag og fredag, men der er også mulighed for blot at løbe en af dagene. For de voksne løbere strækker etaperne sig over strækninger fra 6,6 kilometer til 10 kilometer. Og deltagerne får rig mulighed for at opleve den barske natur og til at stifte bekendtskab med mange forskellige slags løbeunderlag, da der løbes i områderne omkring Rødhus Klit, Fårup Sommerland, Blokhus Klitplantage, Svinkløv Klitplantage og Tranum Klitplantage. Løbere, der synes, at fem etaper er for meget, kan nøjes med at deltage i en enkelt etape eller to. Aalborg Atletik & Motion oplyser, at der fortsat er mulighed for tilmelding til løbet. Fredag aften afsluttes etapeløbet med en fest i et stort telt på Rødhus Klit Camping.