Eternittens sidste plade

Der blev stille, da Aalborgfabrikken i går trykkede på stop

AALBORG:Operatør Per Madsens fingre kender selv vejen over knapperne. Som den sidste rammer han den røde. En halv time senere stopper båndet, og der bliver stille i den store fabrikshal. Et stykke dansk industrihistorie er uigenkaldeligt forbi. Efter 76 års produktion har Dansk Eternits fabrik på Sohngårdsholmsvej fremstillet den allersidste eternitplade. Blank og skinnende ligger den og venter på at blive sendt videre ud i verden. Bagved står det enorme maskineri slidt og dækket af et tykt lag eternitstøv stille for stedse. I hvert fald i Aalborg. Søstermaskinen til fremstilling af plane plader, som blev pillet ned tidligere i år, vil fremover producere i Indien, og det er bare et spørgsmål om tid, før den netop tavse maskine pilles ned, og sejles den halve jord rundt for at blive samlet igen. Med til Tjekkiet Gert Andersen, Per Madsens kollega ved kontrolpanelet, håber på, at der også bliver budt på hans arbejdskraft i nær fremtid. Frem til midten af marts er han dog fortsat på eternittens lønningsliste. Efter jul er arbejdspladsen imidlertid på selskabets ene fabrik i Tjekkiet, hvor han skal hjælpe med at opstille en produktionslinie til fremstilling af bølgeplader. Og er der nogen, der kender den, så er det Gert Andersen og hans kolleger. Indtil for nylig var maskineriet en del af koncernens produktionsanlæg i Aalborg. - Måske løber der nogle dage ekstra på dernede, men derefter ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal. Men jeg håber, jeg kan komme til at lægge nogle fliser, siger Gert Andersen, der før han kom på Eternitten arbejdede som brolægger. 20 år på Eternitten Hans kommende mester skal i så fald formentlig være tålmodig med sin nye svend, der får brug for tid, før håndelaget med det gamle fag er helt på plads. Der er løbet knap 20 år gennem timeglasset, siden Gert Andersen stillede brolæggerjomfruen fra sig og gik ind gennem porten til virksomheden, der dengang sprudlede af fortagsomhed. Kammeratskabet Og ikke en eneste dag har han fortrudt. - Det har været sjovt og dejligt. Jeg har aldrig kunnet tænke mig en anden arbejdsplads, siger Gert Andersen, der i forlængelse af det peger på det gode kammeratskab som noget helt afgørende. - Vi er jo nærmest i familie. Så selvfølgelig er det vemodigt, at det nu er slut, siger han. Men det sker med smil i øjnene og uden bitterhed. En stemning, der hersker generelt blandt de mange i kedeldragter, der er samlet om den sidste produktion. 22. december 2004 er nok en vemodig dag, men ikke jordens undergang, selv om mange af de tilbageværende 135 mand i produktionen heller ikke har fundet arbejde endnu. Gert Andersen og hans kolleger har også haft tid til at vænne sig til tanken. 1. oktober sidste år klokken 14 blev de kaldt sammen for at blive orienteret om Dansk Eternit Holdings beslutning om, at anlægget i Aalborg var det af koncernens fire bølgepladefabrikker, der måtte bøde for overkapacitet og behov for rationaliseringer. Et lønniveau på det femdobbelte i forhold til de tre fabrikker i Polen og Tjekkiet vejede tungt i den beslutning. Stolthed til det sidste - Arbejdsindsatsen har der ikke været noget at sige de ansatte på, siger Steffen Hupfeld, fabrikschef gennem de seneste fire år. Og trods dødsdommen over fabrikken sidste år har medarbejderne bevaret gejsten: - Folkene føler en stolthed i forhold til det her sted, og holdningen har været, at de ville køre igennem med æren i behold, siger fabrikschefen, der fortæller, at man i forhold til det produktionsbudget, der blev lagt for 15 måneder siden, har ligget fem-ti procent til den gode side. Et resultat, der i øvrigt har udløst en bonus på 28.000 kroner. pr. medarbejder, hvortil kommer en fratrædelsesgodtgørelse på 8000 kroner. Dertil har virksomheden tilbudt kurser med henblik på omskoling, hvilket henved 90 procent af de ansatte har taget imod. Steffen Hubfeld har som sine underordnede været bevidst om, at afslutningen på forholdt til Dansk Eternit, der for hans vedkommende kom til at vare 14 år, skulle foregå værdigt og kontrolleret. I stedet for straks at søge nyt job, da lukningen var besluttet, valgte han at blive som fabrikkens chef til det sidste eternitplade. Færdigt arbejde - Jeg havde lyst til at gøre arbejdet her på stedet færdig, så vi i fællesskab kunne få det hele sluttet af på en ordentlig og pæn måde, siger Steffen Hubfeld, som valgte at se lukningen som et selvstændigt projekt, han i princippet ligeså godt kunne have været hyret specielt til. - Det havde nok været nemmere at komme udefra. Jeg må indrømme, at det undertiden har været svært at afvikle noget, jeg i den grad har været en del af, siger Eternittens sidste fabrikschef.