Etiopier sætter ny verdensrekord i 10.000-meterløb

Blot to dage efter at verdensrekorden i 10.000-meterløb blev slået, slår etiopiske Letesenbet Gidey den igen.

Letesenbet Gidey har nu både verdensrekorden på 10.000-meterløb og 5000-meterløb.

Letesenbet Gidey har nu både verdensrekorden på 10.000-meterløb og 5000-meterløb.

KØBENHAVN:Etiopieren Letesenbet Gidey satte ny verdensrekord på 10.000-meterløb tirsdag aften.

Den 23-årige løber stormede over målstregen i tiden 29 minutter og 1,03 sekunder ved et OL-kvalifikationsstævne i Hengelo i Holland.

Dermed slår hun den rekord, som hollandske Sifan Hassan satte for blot to dage siden på samme bane. Hassan løb da i tiden 29 minutter og 6,82 sekunder.

Før hende sad en anden etiopier, Almaz Ayanas, på verdensrekorden, som hun satte i OL-finalen i 2016, da hun løb de ti kilometer på 29 minutter og 17,45 sekunder.

Med sin tid tirsdag nærmer Gidey sig de magiske 29 minutter, som hun håber at nå.

- Jeg regnede med at slå verdensrekorden. Jeg vil gerne forsøge at slå den igen og komme under de 29 minutter, siger Gidey ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hun barberer samtidig 1 minut og 20,2 sekunder af sin personlige rekord og ser dermed mere end klar ud til OL i Tokyo senere på sommeren.

Med rekorden er Gidey nu indehaver af to verdensrekorder. Hun er også den hurtigste i 5000-meterløb.

Dermed er hun den første til at have verdensrekorden på begge distancer på samme tid, siden norske Ingrid Kristiansen havde dem fra 1986 til 1993.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.