Etiopien

Etiopiere flygter fra sulten

Etiopiere i den tørre nordlige del af landet har i stigende grad svært ved at overleve. Mange søger væk fra området i håb om at finde arbejde og overlevelse

BERBERA:I takt med, at levevilkårene bliver stadigt vanskeligere i Dehane-amt i det nordlige Etiopien, vælger mange at rejse andre steder hen i håb om at finde arbejde. Men da den etiopiske regerings politik indebærer, at man kun må flytte inden for landets etniskbaserede regioner, er det begrænset, hvor langt de kan rejse. Ofte kommer de til områder, hvor forholdene er lige så vanskelige som derhjemme. - Inden for de seneste fem til seks år er situationen blevet værre år for år. Den er nu så slem, at folk er begyndt at flytte. Nogle rejser 500 kilometer væk ned i lavlandet mod grænsen til Sudan for at arbejde i sesam- og bomuldsplantager, siger Abebe Tadesse, der er landsbyleder i Berbera i Dehane. Tidligere rejste folk til et andet højlandsområde kun 200 kilometer væk. - Men folk herfra er døde af sult dér. Og mange af dem, der er rejst ned i lavlandet, er døde af malaria. Andre er blevet plyndret på den lange rejse hjem igen, siger Tadesse. Ifølge landsbylederen er det da heller ikke en løsning at rejse. - Det betyder tab af værdighed. De har ingen steder at bo. De har ikke deres slægtninge omkring sig. Problemet er også, at familien fortsat sulter her, når et familiemedlem rejser. Så selv om man kommer hjem med penge, så vil de hurtigt være spist op, og familiens situation vil derfor ikke være forandret. 26-årige Debesaw Yeneneke er en af dem, der har forsøgt at skaffe sig indkomst ved at rejse fra landsbyen. - Jeg havde ingen indkomst. Jeg var nødt til at rejse, siger Yeneneke, hvis kone forlod ham, fordi han ikke kunne brødføde familien. - Hun forlod ham, fordi vi ikke havde noget at spise. Hun afviste også at tage sønnen med, selv om hun stadig ammede ham. I stedet vendte hun hjem til sin egen familie, siger Yenenekes 58-årige mor Ergo Abohaye. - Jeg kunne ikke forsørge hende, siger Yeneneke lavmælt. I 2007 rejste han til Alamata i den nordlige del af Wollo. To år efter vendte han tomhændet hjem. - Jeg ville forsøge at få arbejde som daglejer. Vi havde ingen mad, vi var ikke med i regeringens sikkerhedsnet, og vi fik ingen nødhjælp. Men problemet er det samme, hvad enten man rejser eller bliver. Jeg rejste, fordi jeg ville skaffe penge til at sørge for min søn, siger Yeneneke. Det første år gik det ellers meget godt. - Jeg tjente så meget, at jeg kunne købe en okse. Men året efter lavede jeg en aftale med en jordejer om at arbejde for ham. Til gengæld ville jeg få en tiendedel af udbyttet. Men regnen udeblev, og høsten slog fejl, så jeg fik ingenting, fortæller Yeneneke. Tørken betød samtidig, at han var ude af stand til at sælge sin okse. Den har han ladet blive hos sin søster i Wollo. Mens Yeneneke var væk, tog hans mor sig både af sin egen datter på 16 år og af Yenenekes søn, der i dag er fire år. Nu er de så alle fire sammen igen. Moderen i sin lille hytte sammen med datteren og Yeneneke i sin næsten sammenfaldne hytte sammen med sønnen. - Jeg har et lille stykke jord, som jeg har forsøgt at dyrke, men regnen kom ikke, så jeg fik ingen høst. Til gengæld er jeg med i regeringens sikkerhedsnet og får hjælp gennem det, siger moderen. Yeneneke har også forsøgt at komme med i sikkerhedsnettet. - Men nogen har fortalt landsbykomitéen, der bestemmer, hvem der skal med i sikkerhedsnettet, at jeg har en okse i Wollo. Så jeg kunne ikke få lov til at være med, siger Yeneneke. Nu vil han blive i Berbera et stykke tid. - Hvis regnen kommer, vil jeg arbejde på min mors jord. Ellers vil jeg rejse tilbage til Wollo og se, hvad der sker. Hvis jeg kommer til at tjene penge, vil jeg sende min søn i skole, ellers må jeg lade være. Hvad skal jeg ellers gøre, siger Yeneneke opgivende./ritzau/