Etisk korrekt at skåne boforms beboere i Terndrup

LÆSERBREV

BOFORM:Jeg har i snart 14 år arbejdet i boformen i Terndrup, og er i løbet af de mange år selvfølgelig kommet til at holde utrolig meget af de mennesker, som bor der. Set ude fra opfattes de udviklingshæmmede ofte som meget anderledes end os andre såkaldte normale, men følelsesmæssigt er vi alle ens. De udviklingshæmmede har følelser ligesom alle andre. Vi får som pædagoger at vide, at vi i vores arbejde ikke må agere ud fra vores egne følelser. Deri er jeg også helt enig. Gennem mit arbejde har jeg støttet og hjulpet beboerne gennem deres dagligdag med alt det praktiske, men jeg har også hjulpet dem gennem sorger hver gang en ansat, de har holdt af, igen er forsvundet ud af deres liv. De har alle været gennem mange svigt allerede før de for 25 år siden flyttede til Terndrup, og jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker der derefter er kommet ind i deres liv og efter kort tid igen forsvundet. Ikke på grund af, at der er stor udskiftning blandt det faste personale, men på grund af vikarer og studerende, som i en lind strøm går ind og ud af huset. For beboerne føles det hver gang som et svigt og afsavn, fordi de ikke forstår, hvorfor disse mennesker ikke mere kan arbejde i deres hjem. Derudover har jeg efterhånden også mange gange, sammen med dem, gennemlevet, når en pårørende eller en bofælle er gået bort. Disse oplevelser sætter sit præg, både på beboerne, men også på mig som person. Jeg går meget op i at være faglig som pædagog og ikke lade mine følelser råde, men faglighed for mig er ensbetydende med at handle etisk korrekt, ud fra mit menneskesyn og værdier. Jeg kan derfor ikke tænke på, hvad der er bedst for den enkelte beboer samtidig med at jeg skal tænke på, hvad der er bedst økonomisk for Rebild kommune. Der har det sidste års tid konstant været ny bud på, hvad der skulle ske med bostedet, beboernes hjem. Det har været meget svært, som ansat ikke at lade sig påvirke. Vi har været meget frustrerede og usikre på, hvad fremtiden vil byde beboerne. Den følelse skal vi for alt i verden ikke lade beboerne mærke, da de vil blive endnu mere usikre og frustrerede, hvis de finder ud af, hvad der er gang i omkring deres hjem. De er utroligt opmærksomme og fintfølende, så vi er da også af og til endt i situationer, hvor vi har måtte ”snakke uden om” og komme væk fra emnet. Vi mener, at de skal skånes så lang tid som muligt og ikke gennem flere år gå i evig angst for, hvad der skal ske. Noget de slet ikke formår at forholde sig til. Jeg er derfor utrolig glad for, at sundhedsudvalget har besluttet, at beboerne vil blive flyttet som en stor familie, og jeg håber nu bare, at der også vil blive taget de korrekte etiske hensyn til deres fremtidige hjem, hvilket indebærer, at de fortsat får mulighed for socialpædagogisk faglig hjælp, samt mulighed for selv at vælge, hvor og med hvem de vil bo!