Etnisk baggrund gør en forskel

Skolevæsen 4. september 2009 06:00

KØBENHAVN: De har meget til fælles: 11 år, godt gang i skolen og på vej i puberteten. Men 11-åriges hverdag i Danmark afhænger også meget af deres etniske baggrund. En ny undersøgelse viser, at der er store forskelle på en 11-årigs liv i en dansk familie og en familie med anden etnisk baggrund. Forskellene kan ifølge forskerne bag undersøgelsen være med til at forklare, hvorfor mange børn med udenlandsk baggrund senere klarer sig dårligere i forhold til uddannelse og arbejde. - Det overrasker mig, at der er så mange forskelle. Jeg havde nok forventet, at livet var lidt mere ens for de forskellige grupper af børn, siger Mette Deding, fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der står bag undersøgelsen. Generelt er familier med anden etnisk baggrund større, og de har færre penge. Forældrene er dårligere uddannet og oftere arbejdsløse og på kontanthjælp. Mødrene lider oftere af angst, depression og træthed, og flere fædre har siddet i fængsel. Men på nogle områder trives børn fra familier med anden etnisk baggrund alligevel bedre end danske børn. De er gladere for at gå i skole, og især piger med anden etnisk baggrund synes godt om at gå i skole. Mens kun to ud af tre drenge med dansk baggrund synes, at det er godt eller virkelig godt at gå i skole, svarede næsten ni ud af 10 piger med anden etnisk baggrund, at de er meget glade for at gå i skole. Undersøgelsen siger dog ikke noget om, hvorfor det er dejligt at gå i skole. - Men det fortæller os noget om, at det måske først er, når de kommer op i de større klasser, hvor der bliver stillet større krav, at det går skævt, så de ender med at klare sig dårligere, når de går ud af skolen, siger Mette Deding. Når klokken ringer ud fra sidste time, er der også stor forskel på, hvad børn på 11 år laver. De etnisk danske børn går oftere til organiserede fritidsaktiviteter som fodbold, spejder, ridning eller dans end børnene med udenlandsk baggrund. Særligt piger med anden etnisk baggrund end dansk går ikke til organiserede fritidsaktiviteter. Og mens de danske børn ofte har kammerater med hjemme, så foretrækker de udenlandske børn at mødes med deres venner andre steder. Det kan have betydning for deres socialisering i det danske samfund./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...