Lokalpolitik

Etnisk uro i det nordlige Irak

KIRKUK:Mens en nervøs ro herskede, patruljerede irakisk politi søndag på gadene i den vigtige olieby Kirkuk i den nordlige del af Irak, efter at etnisk vold fredag og lørdag kostede omkring 10 menneskeliv i regionen. Den nye uro er med til at øge spændingen i et land, som i forvejen er præget af stigende kriminalitet og en spirende modstandsbevægelse mod de amerikansk-ledede besættelsesstyrker. Sammenstød mellem turkmenere og kurdere brød ud fredag i byen Tuz Khurmatu, og uroen bredte sig lørdag til Kirkuk, som ud over at være centrum for olieindustrien i det nordlige Irak er en etnisk blandet by. Ifølge borgmesteren i Tuz Khurmatu, omkring 70 kilometer syd for Kirkuk, brød kampene ud, da turkmenere beskyldte kurdere for at skænde en shiamuslimsk helligdom uden for byen. En talskvinde for USA’s militær i området sagde, at irakisk politi fredag dræbte to personer i Tuz Khurmatu i et forsøg på at dæmpe uroen. USA’s militær havde tidligere oplyst selv at have affyret de dræbende skud, men ændrede senere forklaring. - Det irakiske politi affyrede varselskud for at stoppe uroen, men skuddene ramte to mennesker i mængden, fortæller major Josslyn Aberle. Men kurdiske og turkmenske beboere siger, at op mod 15 personer blev dræbt under uroen. Etniske spændinger har i lang tid simret i området omkring Kirkuk, hvor den afsatte præsident Saddam Hussein søgte at fjerne turkmenere og kurdere med henblik på at styrke sin magt på stedet for Iraks vigtigste oliereserver. Kirkuk har nu en amerikansk-udpeget kurdisk borgmester, og mange medlemmer af det turkmenske mindretal, som taler tyrkisk og på samme tid har tætte politiske bånd til nabolandet Tyrkiet, har givet udtryk for ønske om mere indflydelse. Tyrkiske aviser har ved flere tilfælde beskyldt kurdiske peshmerga-krigere med tilknytning til Jalal Talabanis Kurdistans Patriotiske Union for at være bagmænd for uroen i Kirkuk-området. - De leger med ilden, hedder det således i det meget udbredte tyrkiske dagblad Hürriyet. Tyrkiet har selv et stort kurdisk mindretal og har ved mange lejligheder advaret mod en for stor kurdisk indflydelse i det nordlige Irak. Ligeledes søndag advarede lokale ledere i den urolige by Fallujah mod amerikanske tanker om at rekruttere tyrkiske soldater til at gennemføre stabiliserende opgaver i landet. - Enhver regional styrke, som kommer ind i Irak vil være med til at rippe op i gamle sår og vil være med til at frembringe en katastrofe for det irakiske folk og for amerikanerne i Irak, hedder det i en erklæring fra de lokale politiske ledere i Fallujah. Tyrkiets udenrigsminister, Abdullah Gül, sagde lørdag, at Tyrkiet vil sende 10.000 soldater til Irak, hvis den tyrkiske regering skulle beslutte sig til at hjælpe de amerikansk-ledede styrker med at genoprette stabile forhold. Fredag sagde Gül, at USA’s regering havde luftet tanker om at give Tyrkiet ledelsen af en zone nord og vest for hovedstaden Bagdad. /ritzau/