EU: 11 lande kan tjene 260 milliarder på finansskat

EU-Kommissionen vil også have finansskat på en lang række handler, der foregår uden for de lande, der er med.

EU: 11 lande kan tjene 260 milliarder på finansskat

EU-Kommissionen regner med, at 11 EU-lande kan tjene op mod 260 milliarder kroner om året på at beskatte handel med aktier, obligationer, derivater og andre finansprodukter.

Det skal blandt andet ske ved at gøre det svært for lande i resten af verden at unddrage sig skatten, der tænkes indført i samarbejde mellem Tyskland, Frankrig, Grækenland, Spanien, Portugal, Østrig, Slovakiet, Belgien, Slovenien, Italien og Estland.

EU's skattekommissær, Algirdas Semeta, siger på et pressemøde torsdag i Bruxelles, at alle betingelser nu er opfyldt for, at en fælles skat på finansielle transaktioner (kaldet FTT, red.) kan blive til virkelighed i en begrænset kreds af EU-lande.

- På bordet ligger nu en indiskutabelt retfærdig og teknisk fornuftig skat, som vil styrke vores indre marked og lægge en dæmper på uansvarlige handler.

- 11 medlemslande har ønsket dette forslag, så de kan gå videre med FTT gennem forstærket samarbejde.

- Jeg opfordrer nu de pågældende medlemslande til at presse ambitiøst på for at fremme, beslutte og levere verdens første regionale finansskat, siger kommissær Semeta.

Han foreslår blandt andet, at en kommende skat på finansielle transaktioner skal opkræves for alle handler, hvor enten selve produktet eller en af de handlende parter hører til i et af de 11 lande, der er med som aktiv deltager i finansskatten.

Det skal ifølge kommissionens forslag ske for at "styrke indsatsen mod skatteunddragelse".

Kommissionen skriver i sit forslag, at "det bliver mindre fordelagtigt at flytte sine aktiviteter og forretningsenheder uden for FTT's jurisdiktion, eftersom handel med de skattepligtige finansprodukter (...) udstedt inden for FTT's jurisdiktion skal beskattes alligevel".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst