EU aner ikke hvordan man bliver undtaget fra USA-told

Verden er forvirret over, hvad der sker i USA. Handelspolitik skabes ikke på Twitter, siger EU-Parlamentet.

Ritzau
Selv om USA's nye metaltold skal indføres i næste uge, kender EU stadig ikke proceduren for at blive undtaget, siger EU's handelskommissær, Cecilia Malmström. Foto: Scanpix/Frederick Florin
Europæiske union 14. marts 2018 11:35 - Opdateret 14. marts 2018 12:05

Godt en uge før USA's nye afgifter på import af stål og aluminium træder i kraft, aner EU stadig ikke, hvordan proceduren for at blive undtaget er.

Det siger EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, onsdag i en debat i Europa-Parlamentet om den kommende amerikanske metaltold.

Hun havde i lørdags et møde med USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, i Bruxelles, uden at hun blev meget klogere.

- Desværre forlod jeg ikke mødet med tilstrækkelig klarhed over undtagelserne, siger Malmström.

- Vi har fået at vide, at det amerikanske handelsministerium meget snart på deres website vil offentliggøre en mere detaljeret gennemgang af proceduren for undtagelserne, siger hun.

EU-Kommissionen har bedt USA undtage alle EU-lande fra den nye told på 25 procent på stål og 10 procent på aluminium. Tolden træder i kraft natten mellem 22. og 23. marts.

Hvis det ikke sker, er EU klar til at slå igen. Det vil ske på tre måder, siger handelskommissæren.

EU vil sammen med andre lande klage gennem det langsomme system i verdenshandelsorganisationen WTO.

Samtidig gør EU klar til at beskytte sig mod, at stål og aluminium vælter ind i EU, når USA rejser sin nye toldmur.

Og desuden arbejder EU på en lang liste over amerikanske produkter, der skal rammes med en straftold som gengæld, hvis USA's told rammer EU.

Den tilgang får bred støtte i Europa-Parlamentet. Blandt andre fra lederen af den store konservative gruppe, tyskeren Manfred Weber.

- Vi skal ikke overreagere, men vi må handle beslutsomt, siger Weber.

Han mener samtidig, at den amerikanske kurs i international handel giver nye muligheder for EU.

- Verden er forvirret over, hvad der foregår i Washington. Det giver os en mulighed for at række hånden ud for partnerskab med resten af verden, siger Weber.

Den liberale hollænder Marietje Schaake er forbløffet over USA's præsident, Donald Trump.

- Handelsspørgsmål er normalt ikke noget, der skabes i nogle vrede tweets en eller anden morgen, siger hun.

Den socialdemokratiske gruppeformand, Jeppe Kofod, siger, at stål normalt bliver brugt til at bygge op. Men Trump bruger det nu til at rive ned.

- Han kører en bulldozer direkte mod Europas lande, i håb om at vi bliver bange. Det kommer ikke til at ske, siger Kofod.

EU-Kommissionens næstformand, Jyrki Katainen, der har ansvar for job og vækst, siger, at EU arbejder på at finde en hurtig løsning "på dette rod".

- Jeg tror, at der er gode grunde til, at begge sider til syvende og sidst indser, at vi ikke har brug for en handelskrig, siger Katainen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...