EMNER

EU bør ikke have tid til overs til børnepropaganda

Hvis man kunne købe kærlighed for penge, ville EU være en meget populær organisation.

Mere end 100 millioner euro bliver der afsat på EU årsbudget til information og kommunikation. De mange informations-millioner bliver brugt for at få EU’s borgere til at indse, at det er i deres egen interesse at gå ind for en stadig mere og mere udviklet union. Her ved skolestart har ledende politikere fra flere EU-lande været fremme med ideen om, at EU nu skal på skoleskemaet. I skolen skal børnene lære om EU og EU-institutionerne. Tanken er jo heller ikke fremmed i Danmark Sidste sommer gjorde undervisningsminister Bertel Haarder sig til talsmand for ideen. Ideen er ok, hvis det drejer sig om information. Naturligvis skal børn og unge lære om EU som et vigtigt politisk forum lige såvel som de skal oplyses om Folketing, Regionalråd og Kommunalråd som politiske fora. Desværre er der grund til at være bange for, at meningen er, at børnene også skal lære at elske EU og EU-institutionerne. Og så er det jo straks en anden sag. Så handler det om propaganda. Der er grund til at være lidt nervøs. EU-kommissionen har nemlig længe forsøgt sig med en strategi, hvor børnene skal ”omvendes”. En tegneserie fortæller f.eks. historien om en gruppe unge, som rejser tilbage i tiden til en verden, hvor der endnu er nationer og grænser. De unge giver sig til at oplyse de uoplyste indbyggere, som tillige er noget ondskabsfulde, grådige og miljøfjendtlige, om, at der hvor de kommer fra - EU - er grænserne ophævet og dermed megen af den elendighed og ulykke, der eller plejede at plage menneskeheden. De taknemmelige indfødte bliver herefter enige om, at de også vil slå sig sammen, hvorved der kommer gang i samhandel og vækst til alles store tilfredshed. ”Krigen om jordbærisen” hedder tegneserien, og den er kun ét eksempel blandt meget andet børne- og ungdoms-propaganda med EU-kommissionen som afsender. At EU-kommissionen vil lægge navn til et så på en gang latterligt og skræmmende materiale, er jo dels nedslående og dels kan det få én til at stille spørgsmål ved, hvordan der skal undervises i EU-forhold. Der er i hvert fald grund til, at man som forældre er opmærksomme på, hvad éns børn kan blive udsat for og stiller krav til kvaliteten af det undervisningsmateriale, som anvendes. EU-kommissionen burde have nok at gøre med at løse vigtige grænseoverskridende problemer. Der er i hvert fald nok at tage fat på. Der bør ikke være tid og penge til overs til at udsætte børnene for statslig propaganda.

Forsiden