EMNER

EU bygger mur

Når det gælder om at blive enige om at lave rimelige handelsvilkår med den tredje verden, fornuftig genopbyggelsespolitik i krigsramte områder og en gennemskuelig styringsproces i Bruxelles,

FATTIGE:Når det gælder om at blive enige om at lave rimelige handelsvilkår med den tredje verden, fornuftig genopbyggelsespolitik i krigsramte områder og en gennemskuelig styringsproces i Bruxelles, har EU-landene altid været sløve i betrækket. Men når det gælder om at hæve hegnet og forhindre alskens fattige fra ikke-EU-lande i at tage ophold i et fællesskabsland – så er de hurtige. De fælles planer om at stoppe illegal indvandring, som Bruxelles-politikerne i øjeblikket fremlægger, er intet andet end en oprustning af et ”Fort Europa”, hvor de indviede bygger en usynlig mur og lader mennesker i nød fuldstændig i stikken – når hele EU stiller sig i rundkreds med ryggen udad og armene over kors, så er der ikke mange steder at tage hen for en fattig familie på flugt. I den situation er det forbløffende at se, hvordan SF og de radikale hylder det udvidede EU-samarbejde på flygtningeområdet og nævner netop de forringelser dette fører til som et argument for at få ophævet retsforbeholdet. Det er ikke det, der er behov. I stedet har vi brug for et totalt opgør med det EU-samarbejde, som er med til at fastholde en uretfærdig økonomisk verdensorden; En verdensorden, der bygger en mur op omkring EU, øger uligheden og holder fattige væk fra den hjælp, de behøver.