EU-direktiv rammer Aalborg på pengepungen

Nye regler betyder, at den kollektive trafik bliver 25 mio. kr. dyrere. Staten refunderer kun halvdelen

Jesper Schouenborg
Et EU-direktiv gør det 25 millioner kroner dyrere at drive kollektiv trafik i Aalborg. arkivfoto: mette nielsen
Trafikpolitik 23. august 2007 06:00

AALBORG: Et nyt EU-direktiv kommer til at koste Aalborg Kommune dyrt. Det er den kollektive trafik, der bliver ramt. - Vi kan se, at vi får merudgifter for mere end 25 mio. kr., så det er en stor økonomisk udfordring, siger rådmand for sundhed og bæredygtig udvikling, Thomas Kastrup-Larsen (S). EU-direktivet betyder tre ting for kommunen: Man skal til at betale moms for diesel, hvilket man ikke gør i dag, man skal betale moms på entreprenøromkostninger, og endelig er det slut med at lease busser i Tyskland til tysk moms, nu skal der betales dansk moms. - Det betyder, at vi får merudgifter, vi får også kompensation fra staten, men det ser ud til at være langt mindre end det, som vi får i merudgifter, siger rådmanden. Aalborg Kommune forventer kun at få omkring 13 mio. kr. refunderet fra staten, hvilket betyder, at man skal ud at finde cirka 12 mio. kr. Staten refunderer nogle af pengene, men det sker pr. indbygger frem for pr. køreplantime, hvilket betyder, at Aalborg Kommune kun får omkring 12 mio. kr. fra staten. - De store byer har langt mere kollektiv trafik end de mindre kommuner har, derfor får vi færre penge hjem, og det er rigtig træls, siger Thomas Kastrup-Larsen. Hvis man ikke kan finde pengene i forbindelse med budgetforhandlinger, så kan det blive nødvendigt at spare på den kollektive trafik igen. - Et eller andet sted skal man finde pengene, ellers skal vi ud med kniven.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...