EU-dom forbyder net-overvågning

Luxembourg: I dag vil mange tusinde over hele Europa gå på gaden i protest mod udsigten til at blive overvåget på internettet. Alene i Danmark har næsten 12.000 på Facebook bebudet, at de vil deltage i demonstrationer i København, Aarhus, Aalborg og Odense. Men EU-domstolen i Luxembourg er kommet aktivisterne i forkøbet, skriver Politiken. Demonstrationerne retter sig mod en ny, international aftale mod piratkopiering (Acta), som ifølge arrangørerne "forvandler internetvirksomheder til et privat ophavsretspoliti". Aktivisterne frygter, at sociale netværk og internetudbydere som TDC og Telia bliver tvunget til at kontrollere alt, hvad brugerne foretager sig på nettet, for at sikre, at for eksempel musik og film ikke bliver downloadet ulovligt. Det strider imod privatlivets fred, beskyttelsen af personlige oplysninger og ytringsfriheden, advarer de. EU-dommen, der faldt i sidste uge, har taget stilling til netop det spørgsmål, og dommen forbyder slet og ret, at sociale netværk og internetudbydere kan blive pålagt en systematisk overvågning for at afsløre piratkopiering. Nok har musikere, filmskabere og andre rettighedshavere en helt legitim interesse i at beskytte deres levebrød. Men de kan ikke forlange, at brugerne systematisk overvåges. Det ville krænke hensynet til blandt andet informationsfriheden og beskyttelsen af personlige oplysninger, og det vejer tungere end hensynet til ophavsretten, fastslår dommen ifølge Politiken. Dermed burde aktivisternes frygt være manet i jorden, mener Søren Sandfeld Jakobsen, professor på Aalborg Universitet og førende ekspert på området. - Jeg kan ikke med min bedste vilje se, at der er noget grundlag for bekymringen, i hvert fald ikke i Europa. EU-domstolen har gjort det klart, at der ikke kan blive tale om generel overvågning, siger Søren Sandfeld Jakobsen. /ritzau/