Retspleje

EU-ekspert anbefaler opgør

København: De danske politikere bør tage et opgør med EF-Domstolen og EU-Kommissionen, mener professor i EF-ret og folkeret ved Københavns Universitet, Hjalte Rasmussen. - Nu er vi nået dertil, hvor jeg vil anbefale at tage en testcase (prøvesag, red.). Altså at sige, at vi har læst EF-Domstolens dom, og vi retter os ikke efter den, fordi den er afsagt uden for dens kompetence, siger Hjalte Rasmussen. Kommentaren falder efter fredagens dom fra EF-Domstolen, så danskere lettere kan søge familiesammenføring efter EU-reglerne. Selv om Hjalte Rasmussen vurderer, at Danmark vil tabe og blive idømt bøder, så vurderer han, at det er det hele værd. - Grunden til, at Danmark meget klogt og besindigt kan sige til Kommissionen, at vi betaler, hvad det koster, er, at vi forsvarer dét, vi betragter som vores nationale egenart og selvstændighed. - Vi er klar over, at det kan komme til at koste penge, men det er ingenting i forhold til de værdier, som vi forsvarer, siger Hjalte Rasmussen. Hjalte Rasmussen tror, at et dansk opgør vil skabe en international debat om forholdet mellem demokrati og domstol, der vil berige hele det europæiske samfund. /ritzau/

Forsiden