EU-ekspert: Religiøst censur er set før

Det er ifølge EU-ekspert Lene Sjørup ikke unormalt, at stærkt religiøse grupper påvirker, hvad EU sender ud.

EU-ekspert: Religiøst censur er set før

Hidtil har det mest været kvinders seksualitet - og især abort - der har lidt under, at religiøse interesser i EU ikke ønsker rapporter på området offentliggjort.

Men at der i en ny EU-rapport om mænds sundhed er fjernet hele afsnit omkring seksualitet, seksuel sundhed og selvmord, er ifølge ekspert i religion i EU og teologisk konsulent, pastor Lene Sjørup, en ny udvikling.

- Det er set mange gang før, at religiøse interessenter lobbyer indenfor seksuel sundhed og seksuelle rettigheder, men hidtil har det mest været kvinder, det handlede om, siger hun til Ritzau.

Forskerne bag den videnskabelige rapport har fredag rettet skarp kritik mod medlemmerne af EU-Kommissionen og katolske lobbyister.

Kommissionen har fjernet afsnit om emner, der kan støde religiøse interesser, fra den udgave af rapporten, som ligger på kommissionens hjemmeside.

- Jeg synes absolut ikke, at religiøs censur hører hjemme i en videnskabelig rapport. Jeg er glad for, at forskerne bag rapporten råber vagt i gevær, siger Lene Sjørup.

I den oprindelige rapport findes selvstændige afsnit om blandt andet seksuel adfærd, brug af kondom, mænd som voldsofre, selvmord, konsekvenser af skilsmisse, erektionsproblemer og infertilitet. De er alle sorteret fra i den officielle udgave.

Lene Sjørup mener ikke, at borgerne i EU kan være tjent med, at EU-Kommissionen tillader censur på en rapport, der omhandler EU-borgerne selv.

- Når EU lader sig påvirke i denne grad, bør der ikke være tvivl om, hvor påvirkningen kommer fra. Borgerne skal have en chance for at skelne mellem reel politik og lobbyisme, siger hun.

Kommissionen havde bestilt en rapport, der skulle udpege de vigtigste sundhedsproblemer blandt mænd.

EU's sundhedskommissær, John Dallis, begrunder frasorteringen af de kontroversielle emner med, at de ikke kan betragtes som hovedprioriteter, når det gælder mænds sundhed.

/ritzau/