Lokalpolitik

EU forgylder Norges lakseindustri

Vrede nordjyske borgmestre : det er politik, når det er værst

NORDJYLLAND:Mens danske fiskeindustrier må fyre folk som følge af EUs mindstepris på laks fra Nor-ge, er der begejstring i norsk opdrætsindustri. Branchen vil formentlig mere end fordoble sin fortjeneste på salget til EU, fra 700 millioner norske kroner i fjor til over 1,5 millioner i år, skriver den norske erhvervsavis Dagens Næringsliv. Beregningerne er foretaget af Norges førende analytiker af erhvervet, Lars Liabø fra analysefirmaet Kontali. - Et lavere salg til EU på grund af beskyttelsesforanstaltningerne vil mere end opvejes af langt højere priser, mener Lars Liabø, som vurderer, at den høje mindstepris på kort sigt er en økonomisk fordel for erhvervet. I forvejen er den store norske lakseindustri i smult økonomisk vande. 2004 blev det bedste år siden 2000, og var, ifølge analysefirmaets vurdering "brugbart". Meldingerne fra Norge vækker imiderltid politisk harme i Nordjylland. - Højere priser og flere mistede arbejdspladser, samtidig med at Norge forgyldes? Kan det være rigtigt, spørger borgmester Knud Størup, Hirtshals. I en fælles udtalelse erkender han, borgmester Hans Rex, Skagen, og amtsborgmester Orla Hav, at EUs nye begrænsninger i lakseimporten er i overensstemmelse med internationale regler for handel. - Men taberne er danske arbejdere og den danske fiskeindustri.De er tabere i et politisk spil, der spilles for at beskytte irske og skotske opdrættere. Det er politik, når det er værst, mener de tre politikere. EU' s mindsteprisordning blev indført 5. februar i form af et nyt regelsæt om såkaldte safeguards - beskyttelsesforanstaltninger. Og der er i dag både kvoter og mindstepris på laks, som føres ind i EU fra alle eksterne producenter.