EU forlænger sanktioner mod 155 russere og ukrainere

De personer og virksomheder, der er omfattet af sanktionerne, har ifølge EU undergravet Ukraines uafhængighed.

En lystfisker betragter den bro, der tidligere på året blev bygget færdig, og som forbinder det russiske fastland med den annekterede Krim-halvø. Foto: Pavel Rebrov/arkiv/Reuters

En lystfisker betragter den bro, der tidligere på året blev bygget færdig, og som forbinder det russiske fastland med den annekterede Krim-halvø. Foto: Pavel Rebrov/arkiv/Reuters

EU har torsdag forlænget sanktionerne mod en række personer i Rusland og Ukraine med et halvt år.

Det oplyser Det Europæiske Råd i en meddelelse.

Sanktionerne består i, at 155 personer og 44 virksomheder har fået deres værdier indefrosset og deres rejsemuligheder begrænset.

- En vurdering af situationen har ikke retfærdiggjort en ændring i sanktionerne, skriver rådet i en meddelelse.

De personer og virksomheder, der er omfattet af sanktionerne, har ifølge EU undergravet Ukraines uafhængighed.

Beslutningen om at forlænge sanktionerne var ventet.

Sanktionerne blev i første omgang indført i marts 2014. De er blevet fornyet hvert halve år siden da.

De er nu forlænget til 15. marts.

EU har indført flere forskellige sanktioner mod Rusland og russiske statsborgere i kølvandet på den russiske annektering af Krim-halvøen.

Ud over de sanktioner, der blev fornyet torsdag, har EU også indført økonomiske sanktioner mod den russiske stat.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.