EU fornyer sanktioner mod Zimbabwe

BRUXELLES:EU's ambassadører enedes onsdag om at forny de sanktioner, EU har indført over for Zimbabwe for tredje år i træk. Sanktionerne indebærer blandt andet, at en række personer med Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, i spidsen har forbud mod at rejse ind i EU-landene. Ambassadørerne fra de 15 EU-lande enedes ved onsdagens møde om at udvide listen over personer fra Zimbabwe, der ikke må rejse ind i EU til 95 personer, sagde en diplomat fra det irske EU-formandskab. De enedes også om at forny embargoen mod at sende forsyninger af våben og militær udstyr til Zimbabwe. Beslutningen vil formelt blive godkendt af EU's indenrigsministre torsdag. /ritzau/