EU-forsvarsministre tavse om Irak

Militær 6. oktober 2002 08:00

RETHYMON: Forsvarsministrene fra de 15 EU-lande holdt sig på sikker afstand af Europas hedeste udenrigspolitiske emne, krisen om Irak, da ministrene fredag og lørdag mødtes uformelt på den græske Middelhavs-ø Kreta. Mens USA presser hårdt på for at få international støtte til et militært opgør med styret i Bagdad, nøjedes de europæiske forsvarsministre med at lade sig orientere af deres franske og britiske kolleger om forhandlingerne i FN's Sikkerhedsråd i New York. Frankrig og Storbritannien er faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, hvor EU håber, at Irak-krisen kan finde en diplomatisk løsning. Derfor holdt de europæiske forsvarsministre sig angivelig tilbage. - Vi har ikke haft en formel diskussion om Irak, sagde Storbritanniens forsvarsminister, Geoffrey Hoon, på et pressemøde lørdag. - Det ville ikke være passende på et uformelt møde at have en sådan diskussion på et tidspunkt, hvor der forhandles om en løsning i FN's Sikkerhedsråd i New York, sagde Hoon. Han oplyste, at han havde haft et møde med sin franske ministerkollega, Michele Alliot-Marie, man afviste at afsløre indholdet af drøftelsen. USA's hårde fremfærd over for Irak er blevet en politisk betændt sag i EU-kredsen. Mens Storbritannien åbent støtter den amerikanske linje, er Tyskland lige saa åbenlyst modstander af militær indgriben i Irak. Den danske regering, der er formand for EU, er afdæmpet i sagen, men har sympati for de amerikanske argumenter for at sætte Irak under hårdt internationalt pres. - Jeg synes, at Saddam Hussein har vist, hvad han vil med biologiske og kemiske våben, sagde forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) lørdag under ministrenes møde. Han understreger ligesom sine ministerkolleger i EU, at destruktionen af Iraks masseødelæggelsesvåben bør ske gennem FN. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...