EU-helikopter styrter i Kosovo-lufthavn: En er kvæstet
En helikopter fra Eulex-styrken er styrtet, og en person fra et lægehold er kvæstet og kørt på hospitalet.
En helikopter fra EU's politi- og juridiske mission i Kosovo, Eulex, er styrtet i lufthavnen ved Pristina, oplyser missionen.
Et besætningsmedlem er kvæstet og bragt til hospitalet efter ulykken, som skete i forbindelse med flyvetræning.
Helikopteren forulykkede under en nødlanding.
Ingen af de fire ombordværende var fra EU-missionen, skriver Eulex i en pressemeddelelse.
Den kvæstede er fra et helikopterlægehold. Der er ingen meldinger om årsagen til styrtet.
Medier i Pristina skriver ifølge nyhedsbureauet, at lufthavnen blev lukket efter hændelsen. En talsmand for lufthavnen melder, at den bliver genåbnet senere tirsdag.
Eulex er EU's politi- og juridiske mission i Kosovo, og den omfatter omkring 1600 personer, herunder politifolk, anklagere og dommere.
Kosovo erklærede sig som en uafhængig stat i februar 2008.
Eulex kan ikke oplyse nationaliteter på de ombordværende i helikopteren.
/ritzau/Reuters
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.