EU igen i kamp mod kreditkortgebyrer

EU-Kommissionen åbner ny undersøgelse af MasterCards gebyrer og regler for betalinger inden for EU.

EU igen i kamp mod kreditkortgebyrer

EU-Kommissionen har tirsdag indledt endnu en undersøgelse af, om kreditkortselskabet MasterCard bryder EU's konkurrenceregler med nogle af sine gebyrer.

Kommissionen forbød allerede for seks år siden MasterCard at opkræve de såkaldte interbank gebyrer, når EU-borgere bruger deres kort til at købe varer på tværs af EU's grænser.

Den nye undersøgelse gælder den samme type gebyrer, der bliver lagt på kreditkortkøb, som bliver foretaget af ikke-EU-borgere på besøg i EU, forklarer Antoine Colombani, der er talsmand for konkurrencekommissær Joaguin Almunia.

- Vi er bekymrede for, om nogle af MasterCards interbank gebyrer og praksis kan være konkurrenceforvridende. Kommissionen har allerede håndteret spørgsmålet om gebyrerne inden for EU, og vi fandt, at de var i strid med EU's konkurrenceregler.

- I dag åbner vi en efterforskning af andre typer gebyrer. Når for eksempel en amerikansk turist bruger sit MasterCard kreditkort til at købe varer hos en handlende inden for EU, kan der være et ret højt gebyr, siger Colombani på kommissionens daglige pressebriefing i Bruxelles.

Andre dele af den nye undersøgelse gælder MasterCards regler, der ifølge EU-Kommissionen ser ud til at gøre forskel på indehavere af forskellige typer af MasterCard og på handlende i lande med meget forskellige gebyrniveauer.

Der er i forvejen lignende undersøgelser i gang mod det andet store internationale kreditkortselskab, Visa.

Kommissionen varsler samtidig, at den i løbet af få måneder vil komme med et udspil til, hvordan man kan sikre mere ensartede gebyrer og regler for betalingskort i hele EU.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.