EU indfører sanktioner mod russisk militærgruppe

Ifølge EU-lande har Wagner-gruppens handlinger ført til mere vold i konfliktzoner rundtom i verden.

EU's medlemslande har mandag vedtaget sanktioner mod den russiske private militærgruppe Wagner.

Sanktionerne er rettet mod selve gruppen samt otte individer og tre enheder med forbindelse til den.

Det oplyser medlemslandene i en pressemeddelelse.

Ifølge medlemslandene har Wagner rekrutteret, trænet og sendt militære styrker til konfliktzoner rundtom i verden.

Det har blandt andet ført til mere vold i områderne og intimidering af civile. I brud med international lov og menneskerettigheder, lyder EU-anklagen.

Straffen fra EU indebærer, at gruppen og de øvrige sanktionerede får indefrosset de aktiver, de måtte have i EU. Individerne får desuden forbud mod at rejse ind i EU.

Sanktionerne er blevet vedtaget ved et møde mellem EU's udenrigsministre mandag, hvor de mødes i Bruxelles.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), er forhindret i at deltage fysisk, fordi han er nærkontakt til en person, som er smittet med coronavirus.

/ritzau/