EU klarer alt det upopulære

I juli 2003, kort efter en lastbil og en minibus var forulykket, havde jeg denne udtalelse: "I den seneste tid er der desværre sket nogle alvorlige ulykker, hvor der har været lastvogne involveret.

Menneskeliv er gået tabt. Det er altid trist, når det sker. Men menneskeliv går tabt hver dag i trafikken. Over 400 om året. Et tal, som nok lyder af meget, men faktisk ikke er det. For 30 år siden var tallet ca. 2000. Men det er igen lykkedes dagspressen at piske en stemning i vejret, fordi der desværre var en minibus med ældre mennesker involveret og lastvognschaufføren "kun" var 18 år. Og straks er der politikere, der vil opstramme reglerne, så unge ikke kan komme til at køre lastvogn. Jeg mener, at vi lige skal trække vejret og klappe hesten, inden man laver et lovforslag, der ikke gør det muligt for unge mennesker at køre lastvogn. I en tid, hvor alle råber efter de unge, om at få sig en uddannelse eller et arbejde, lyder det lidt fjollet i mine ører: "Find dig et arbejde, din lømmel. Byg din fremtid! Du må bare ikke blive lastvognschauffør!" Så kan man ej heller blive lastvognsmekaniker, for mange værksteder kræver stort kørekort. Og hvad med det danske militær? Rigtigt mange danske mænd, har fået deres lastvognskort, da de var i militærtjeneste. Så alt dette er slut nu! For nogle år siden,var der en ung chauffør, der væltede med en busfuld mennesker nede i Tyskland. Også dengang piskede pressen stemningen op og reglerne blev skærpet. Nu måtte vi, der havde taget kørekort til lastvogn og bus ikke længere køre med mennesker. Førhen måtte man med det "store" kørekort køre bus, "dog ikke i fast rute", hed det. Vi måtte gerne køre med "ikke betalende passagerer", så som udflugter, turistbusser og fodboldhold. Men det tog slut p.g.a. en enkelt episode. Og nu frygter jeg, at historien gentager sig. Senest reglerne til at køre bil blev ændret, var da "trailerkortet" blev indført. Den lov ramte også skævt. For selv om du må køre med en lastvogn på 36 tons, en bus med 100 mennesker, ja så måtte man nu pludselig ikke længere sætte sin trailer efter personbilen eller varevognen.Her mener jeg også, at politikerne har skudt lidt forkert. Det er vel i orden, at de der kun har kørekort til personbil, skal have et trailerkort. Men alle os, der har stort kørekort, der er det lidt grotesk. Især når vi lovligt må sætte en trailer efter bussen eller lastvognen, bare den vejer højst 750 kg. En trailer på 750 kg må jeg ikke sætte efter min varebil, for så træder "trailer-reglen" i kraft." Nu læser jeg så i pressen, at EU kommer med nye regler for erhvervelse af kørekort. Og Justitsministeren hilser forslaget velkommen. Nu vil jeg blot sige dette: Hvor er det dog godt, at vi har EU, når vi borgere skal have trukket noget urimeligt ned over hovedet. Noget som den danske folketingspolitiker ved, vedkommende bliver upopulær af. Så kan man jo vaske hænder under den varme hane, og nøjes med at sige: "Desværre venner, EU bestemmer her".