Udland

EU-Kommissionen skyder tilbage på IMF

Kommissionen er uenig med Den Internationale Valutafonds placering af skyld for håndtering af den græske krise

EU-Kommissionen skyder tilbage på IMF

EU-Kommissionen er "fundamentalt uenig" med Den Internationale Valutafond (IMF), efter valutafonden har erkendt, at den begik adskillige store fejl i forbindelse med den første økonomiske redningsaktion for Grækenland i 2010.

I en rapport placerer valutafonden dog en stor del af skylden for fejlene hos Grækenland og EU, men den udlægning er kommissionen ikke enig i.

- Vi er fundamentalt uenig med IMF's syn på sagen.

- Nogle af punkterne er klart forkerte og ubegrundede, siger økonomikommissær Olli Rehns talsmand, Simon O'Connor, torsdag på kommissionens daglige pressebriefing i Bruxelles.

Sammen med EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) stillede IMF omkring 110 milliarder euro til rådighed for Grækenland for at forhindre en statsbankerot og et muligt sammenbrud i eurosamarbejdet.

Grækenland modtog en redningspakke i 2010, men da det ikke var nok, måtte EU-systemet sende en ny igen i 2012. Under den anden pakke blev Grækenlands gæld omstruktureret, og private kreditorer led enorme tab.

Kommissionen er dog uenig i IMF's vurdering om, at gældsbyrden burde være blevet behandlet under den første redningspakke i 2010 i stedet for at vente til den anden.

Ifølge IMF kunne en omlægning af gælden og nedskæring i det græske budget have gjort den første redningsaktion mere effektiv.

IMF's kritik af forsøgene på at reformere den græske økonomi med henblik på at skabe vækst er "klart forkerte og ubegrundede", lyder det fra talsmanden.

For formanden for parlamentets økonomiudvalg, Sharon Bowles, handler sagen i virkeligheden om, hvad de tre internationale kreditorer, den såkaldte trojka, har lært.

- Siden Grækenland er trojkaens virke tydeligvis ikke blevet forbedret, som sagen i Cypern viser. Her satte IMF dets egne præferencer over landets økonomiske stabilitet, siger hun i en pressemeddelelse.

Medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt (DF) mener, at rapporten fra IMF vil åbne folks øjne for, at euroen er skadelig for Europa.

- IMF-rapporten vidner om den kynisme, som euroen hviler på. I Bruxelles er man villig til at ofre hvad som helst for at redde den umulige drøm om at forene uforenelige økonomier, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.